Mogens Olofsen

St. Martins navn - Logens navn

Da Sankt Martins fædre skulle vælge navn til logen er der nok ingen tvivl om, at de har skelet til den imponerende middelalder kirke midt i Randers, Sankt Mortens Kirke.

Navnene Morten og Martin er begge identiske navne for biskop Martin af Tour i Frankrig, de fattiges skytshelgen. Da omsorg er en del af det frimureriske arbejde faldt biskoppens eksempel ligefor ved navngivningen af logen. Martin blev født omkring 315 som søn af en hedensk officer. Allerede som 10-årig, blev han grebet af kristendommen, men kun 15 år gammel måtte han, tvunget af faderen, lade sig indrullere i en romersk rytteri afdeling i Frankrig. Da Martin gjorde tjeneste i Amiens, red han en vinterdag sammen med nogle officerskammerater ud gennem byporten. Udenfor muren strakte en nøgen tigger hånden frem i håb om en almisse. Mens kammeraterne red forbi, standsede Martin, tog sin kappe af, huggede den midt igennem med sit sværd og gav tiggeren den ene halvdel.

Om natten drømte Martin, at Kristus kom til ham, iført den halve kappe, som tiggeren havde fået og han hørte Jesus sige til englene der fulgte ham, at Martin, den udøbte, har klædt mig i denne kappe. Martin forstod dette vink fra Gud og lod sig døbe. Herefter så han sig selv som en Kristi stridsmand og nægtede fremover at kæmpe med andet end ordets sværd.

Kilde: DDFO´s hjemmeside.