Mogens Olofsen

Om DDFO´s devise

ULTOREM ULCISCITUR ULTOR

01 01(Om DDFO ́s devise af Niels Aarup)

Et fransk skrift fra 1796, C.L.Cadet-Gassicourt: "Les nities anciens et moderne", gengiver et stik, som angives at forestille Molay´s grav. Jaques de Molay var Tempelordenens sidste stormester, henrettet på bålet i 1314. Stikket forestiller en gravhule, der i det ydre udviser en vis lighed med traditionelle fremstillinger af Jesu grav. Man ser indefra en klippehule, hvori der på en båre ligger et lig med nyligt afhugget hoved. I hulens åbning står to personer. Den ene er klædt i middelalderlig rustning og holder et draget sværd i højre hånd. Den andens dragt er ubestemmelig. Han bærer i et skråbånd over skulderen et kort sværd. I den højt løftede højrehånd holder han en spydspids med spidsen pegende nedad og i venstre hånd bærer han det afhuggede hoved, idet han holder det i håret. Hans hovedbeklædning er ubestemmelig. Det kan enten være en lille hjelm eller blot et pandebånd. Gennem hulens åbning ses den opgående sol. Indenfor ses på højre side af åbningen en piedestal med indskrifter i to linjer: øverst J.B.M. og nederst A.1314.

01 02Ovenpå piedestalen ses to lave søjler med kapitæler som menneskehoveder, bærende et lille halvtag. Det hele synes at være omtrent mandshøjt. På gulvet ligger en henkastet pavekrone samt (muligvis) en kongekrone. På væggen til venstre for hulens åbning ses indskriften NEKOM. Liget er nøgent og savner spor af naglemærker og spydstik, hvorfor der næppe kan være tilstræbt lighed med Jesus og næppe heller med Tempelordenens sidste stormester, der blev brændt på bålet.

Forfatteren var fanatisk antifrimurer, da hans skrift udkom, men han blev siden ivrig frimurer. (Lennhoff & Posner: Internationales Freimaurer Lexicon samt Allgemeines Handbuch der Freimaurerei, 1867-udgaven). Billedet, som findes i to næsten identiske udgaver, må være en allegori. Men hvad hentyder det til?

Nøglen findes muligvis i indskriften til venstre. Ordet NEKOM kunne være en transskription af et hebraisk verbum, hvis stamme er NKM, egentlig nqm (tin, der betyder "jeg hævner". Den anvendte form er imperativ. Det ville være korrekt at oversætte ved "hævn!"; men da dette (på dansk) let kan forveksles med substantivet "Hævn", kunne man nok bedre bruge formen: "Dette skal hævnes!"

Allgemeines Handbuch der Freimaurerei (1867-udgaven) oplyser, at ordet - med direkte henvisning til den hebraiske oprindelse - optræder i flere grader i den helt uoverskuelige jungle af højgradssystemer, der praktiseredes i 1700-tallet.

Illustrationen kunne lede tanken hen på den skotske 30. grad, hvis ældre akter foreskrev, at ritualet foregår "i Molay's grav". I ritualet forekommer der en bøn, hvori det hedder: "We humbly beseech Thee, 0 Heavenly Father! to inspire our enemies with a just sense of the evils they have done, and a conviction of their wrong doing; that they may make atonement for their manifold injuries and injustice to us: which do not belong to us, Thy servants, to redress them ourselves, for Thou hast said, 0 Lord! "Vengeance is mine; I will repay". Bønnen foregiver en kristelig ydmyghed, der imidlertid ikke virker helt overbevisende.

Det er formentlig i denne forestillingskreds, vi skal finde oprindelsen til Den danske Frimurerorden´s devise "ULTOREM ULCISCITUR ULTOR", der kodificeredes i Fr.Vll´s "DECLARATIO" af 16/11 1858. Indholdet er det samme som det ovenfor citerede engelske udtryk "Vengeance is mine". ("Hævnen tilhører mig", som det hedder i Rom. 12,19 eller Hebr. 10,30). DDFO's devise må være en fri latinisering af dette - med bevidst gentaget begyndelsesbogstav.

Victor Madsens jubilæumsskrift fra 1933 (DDSL 1858-1933) oplyser på side 73, at DECLARATIO er udfærdiget af pastor Visby med benyttelse af et tilsvarende svensk dokument fra 1780. Det blev af Bræstrup suppleret med våbenskjold, som var tegnet i Sverige og allerede i 1856 forelagt Fr. Vll til godkendelse. Devisen forelå i hvert fald, da Bræstrup indsatte våbenskjoldet i DECLARATIO, men det ses ikke, om devisen var fulgt med det svenske udkast til våbenskjold eller om Bræstrup har fundet den andetsteds. Victor Madsens fremstilling er desværre uklar på dette punkt.

Ordlyden er imidlertid væsentligt ældre, idet den kan spores tilbage til Stricte Observans, som var det system, der arbejdes efter i Danmark i årene 1765-82. Systemets stifter var Karl Gotthelf, Reichfreiherr von Hund und Altengrotkau, hvis originale arbejdsfane er bevaret i Aalborg-logernes frimurermuseum. På denne fanes bagside ses der flere detaljer, som senere er indgået i DDFO's våbenskjold, nemlig korset, hjelmen og lansen og selv om devisens fulde ordlyd ikke findes på fanen, kan det kun være den, der skjuler sig bag de bogstaver "U.U.U.", der ses under hjelmen.

01 03På von Hund's fane vender lansen samme vej, som den gjorde indtil 1975 på DDFO ́s våbenskjold. Dette ændredes imidlertid, da man fandt, at udformningen ikke var i overensstemmelse med hverken de heraldiske grundregler eller den oprindelige beskrivelse fra 1858. (Se artikel af E.Hess Thaysen i Frimurer Meddelelser sept. 1975, nr. 97, side 1523). Stricte Observans inddelte sit område i ni såkaldte provinser og denne inddeling blev overtaget af Det svenske. Således kaldtes Danmark indtil midten af 1900-tallet for "Den VIII Provins". Hver provins havde sit eget våbenskjold med tilhørende devise og disse våbenskjolde og deviser er væsentligt ældre end Stricte Observans, idet de kan spores tilbage til et engelsk værk fra 1592, der igen henviser til en ældre latinsk kilde. Både dette værk og et senere fra 1652, Jacob Typotius: "Symbola Diuina & Humana Pontificvm Imperatorvm Regvm", viser en række heraldiske symboler med tilhørende deviser, der (uden historisk holdepunkt) angives at stamme fra forskellige europæiske konger i middelalderen. Til den franske kong Filip VI (eller Charles VI) henføres et symbol med lanse og hjelm samt devisen: VLTORUM VLCISCITUR VLTOR.

Ud fra dette formede Stricte Observans det våbenskjold og den devise, der tildeltes VIII Provins - senere Den Danske Frimurerorden.

På latin kan der formes korte og prægnante sætninger med meningsfyldte nuancer skjult i ordenes endelser. Ofte oplever man, når sådanne sætninger skal oversættes til dansk, at der udkræves langt flere ord på dansk end på latin. Hvis meningen skal gengives nogenlunde korrekt, går ordknapheden tabt. Her er DDFO´s devise et godt eksempel. Ordene ULTOREM ULCISCITUR ULTOR, som lyder elegant på latin, kan ikke gengives ordret på dansk uden at blive knudrede. En brugbar fordanskning kunne være: HÆVNEN HØRER GUD TIL. Skulle man oversætte ordret - med kun tre ord som i originalen og med bevarelse af det markante bogstavrim, måtte det blive omtrent: "Hævneren hævner hævneren", men derved fordunkles meningen. Det engelske skrift fra 1592 foreslår: HÆVNEN RAMMER HÆVNEREN og fastholdes denne nuance, som ikke er i modstrid med den latinske original og ordspillet vil kunne bevares på dansk: HÆVNEREN HØSTER HÆVN.

01 0401 05Det ovennævnte franske skrift stammer fra forfatterens antifrimureriske periode. Han lægger ingen bånd på sin fantasi, når det gælder om at tillægge frimurerne skylden for alle samtidens ulykker, herunder den franske revolution, hvori han mente at se en hævn over det franske kongehus, udført med næsten 400 års forsinkelse af hemmelige efterkommere af den forsvundne Tempelorden. Da denne orden blev ophævet i begyndelsen af 1300-tallet, skete det på forenet initiativ af paven og den franske konge og de på gulvet i grotten liggende kroner skal formentlig symbolisere frimurernes påståede hævnlyst.

I den forbindelse bør vel nævnes følgende udokumenterede overlevering: Ved Ludvig XVI's henrettelse i 1793 skal en fransk frimurer have tiltvunget sig adgang til skafottet, hvor han dyppede hånden i kongens blod, stænkede det ud over den talrige forsamling og udråbte: "Jaques de Molay, du er hævnet!" (Baigent & Leigh: The Temple and the Lodge, London 1998, s.133).