Hans Majestæt kongen og Allerhøjstsammes Gemalinde
Noget om en paraply.
Undertiden har brødre, der skal tale i deres loge, bedt mig om et par gode råd om, hvordan en tale eller et foredrag skal bygges op. Så plejer jeg bl.a.at sige, at det er meget vigtigt, at man finder på en god overskrift. En god overskrift er ikke et iøjnefaldende slogan, der kan sælge avisen, men noget helt andet. Overskriften skal være det, der holder sammen på indholdet. Når man kender overskriften, ved man, hvad talen, foredraget eller artiklen handler om.
Man kender ikke altid selv overskriften, når man begynder at udarbejde sit manuskript. Man har en idé om indholdet, men mange gange hænder det, at stoffet bliver levende, mens man arbejder med det og det kan godt udvikle sig i en helt anden retning, end man havde tænkt sig fra begyndelsen. De rmelder sig nye idéer og den ene ide får fat i halen på den anden og lige pludselig bliver det hele meget uoverskueligt. Så er tiden inde til at finde på en overskrift.
Når det, man laver, skal bruges mundtligt, er overskriften mest til eget privatbrug. Tilhørerne har ikke meget at bruge den til. Men det har man selv. Overskriften er som en paraply, man hen ad vejen holder over indholdet. Hvad der er under paraplyen, kan man arbejde videre med. Kommer noget udenfor, bliver det vådt og så er det lige til at kassere. Eller det kan hænges til tørre og bruges en anden gang til noget helt andet. Paraplyen (d.v.s. overskriften) sikrer med andre ord, at ens emne hele tiden har med sagen at gøre. Men man kan komme ud for, at der pludselig må en helt anden paraply til, fordi indholdet ville noget andet, end man selv havde tænkt sig fra begyndelsen.
Nu skal jeg lige straks røbe den overskrift, som jeg omsider valgte til dette foredrag. Jeg blev nødt til at skifte paraply undervejs. Da jeg gik i gang, forestillede jeg mig egentlig noget i retning af "Kronprins Frederik og bladsmørerne". Anledningen til, at mine tanker gik i den retning var, at jeg blev vidne til en ordveksling mellem to ældre frimurerbrødre, der var blevet lidt bekymrede over den pressedækning, de var vidner til, af royalt sekundastof og som den ene ytrede til den anden, frit gengivet: "I gamle dage ville man ikke have drømt om, at den slags kunne gå hen og blive populært stof i pressen." (Suk!)
Nu skal vi forresten lige sikre os, at det er det samme, vi tænker på og taler om. En kronprins Frederik har vi jo haft mange gange i Danmarkshistorien og der var muligvis flere af dem, der kunne svare til den antydning af en silhuet, jeg gav før. Så: Hvornår var det nu det var?
Vi skal såmænd godt og vel 150 år tilbage, til slutningen af første halvdel af 1800-tallet. Kongen hedder Chr.Vlll og kronprins Frederik er den senere Fr.Vll. De to frimurerbrødre deler deres tanker med os gennem en spændende efterladt brevveksling og det var ved læsning af den, jeg fik idéen til dette foredrag. Og lad os så høre helt ordret, hvad jeg før citerede frit:"Kunde man vel i tidligere Dage have ahnet, at slige Forhold nogensinde skulde blevne Gienstand for en saadan Publicitet?"
De to frimurere var begge historikere og medlemmer af den kongelige oldsagskommission, der endte med at blive til Nationalmuseet. Den ene hed Werlauff. Han boede hele sit liv i København. Den anden hed Vedel Simonsen. Efter nogle år i København bosatte han sig på sin fødegård Elvedgård på Nordvestfyn og boede der resten af sit liv. Brevvekslingen begynder i 1809 og fortsætter til Vedel Simonsens dødsår 1858. Det er spændende læsning. Det meste handler om deres fælles interesse, historie og oldsager, men der bliver ind imellem plads til betragtninger om mangt og meget, som optager deres tanker. Også frimureriske detaljer dukker op, omend med store mellemrum. Aktuelle begivenheder kommenterer de og netop gennem disse betragtninger, der egentlig kun var private udvekslinger af iagttagelser, får vi et meget levende billede af de tanker, som rørte sig i tiden. Werlauff, der som nævnt boede i København, var den af de to, der havde den bedste adgang til nyheder (og rygter) og hvad han modtog, delte han med sin ven og broder. Til gengæld modtog han fra Vedel Simonsen et væld af historiske oplysninger, som denne havde samlet rundt om på Fyn. Werlauff forstod at påskønne disse mange iagttagelser. Han skriver i 1857: "Jeg giemmer alle Dine Breve, om 100 Aar ville de afgive mærkelige Bidrag til Skildringen af Livet og Sæderne i Fyen i vore Dage. Maaskee kunne de da blive fremdragne af en historisk Samler og udgivne." Et fyldigt uddrag af brevene blev udgivet i 1916. Det mest levende er Werlauff spejlinger af folkestemningen i København i de skæbnesvangre år 1848-50. Løst og fast. Småt og stort.
To smagsprøver fra småtingsafdelingen: Werlauff skriver i 1856: "Der skal i Engelland virkelig være paatænkt enten at lægge en Broe over StoreBelt eller en Tunnel derunder og dernæst en Jernbane giennem Fyen, det Første troer jeg dog blot er et Tankeexperiment, hvis Udførelse, om denend var muelig, neppe vilde betale sig, om den Sidste kunde det, er vel uvist."
Og i 1840 skrev Vedel Simonsen: "Af Nyheder her paa Egnen veed jeg forresten ingen, der kunne interessere Dig uden allenfals,at Kammerjunker Schøller paa Margaard forgangen Dag styrtede med sin Familie, 4 Heste og Vienervogn ned i Slusen ved Østrupgaards Dæmning paa en Dybde af 6%Al., i det Broen gik i Stykker med dem, men vare der hos saa overvætteslykkelige, at de vel alle blev stødte og forslaaede, men der blev intet brækket og knuset uden Vognen og Tienerens Næse."
Skal man vælge og vrage i det vældige stof, som 50 års brevveksling er, må man nødvendigvis slå paraplyen op og jeg bestemte mig til at udvælge de passager, der havde med Fr. Vll at gøre, for der stod faktisk forskelligt, som jeg ikke vidste i forvejen og det kunne jo være, at andre også kunne have interesse i de ting. Men så skete der noget mærkeligt. Hver gang jeg troede, at nu stod Fr. Vll i sikkert tørvejr under paraplyen, listede han lige så stille ud i regnen, slog høfligt og hensynsfuldt ud med armen og inviterede sin kone indenfor i stedet. Det underlige er, at de fleste brevpassager om ham faktisk handler om ham selv. Men man forstår dem først helt, når man inviterer grevinde Danner med indenfor i varmen. Eller i tørvejret - for at blive i billedet.
Og så ender det med, at en helt ny overskrift ser dagens lys:
Noget om grevinde Danner.
De to brevskrivere træder derefter i baggrunden, men deres iagttagelser bliver nogle af brikkerne i et puslespil, hvor andre brikker er hentet helt andre steder. Vi prøver at tegne et lille portræt af grevinde Danner (og Fr.Vll). Hvem var egentlig grevinde Danner?
(Christine) Louise Rasmussen blev født 21/4 1815 på Den kgl. Fødselsstiftelse. Moderen var ugift Juliane Rasmussen, 22 år, tjenestepige hos børsmægler G.L. Køppen, som var fader til Louise. Moderen blev senere "pyntekone" på Det kgl. Teater. 1826 (fmt. ved moderens hjælp) blev Louise optaget på teatrets danseskole. Moderen giftede sig1838 (45 år gl.) med toldassistent Johs. Jensen, 47 år.
Kammerherre von Rømeling boede ved siden af teatret. Han holdt selskaber efter teatertid. Gæsterne var mandlige bekendte samt balletdanserinder. En af gæsterne var prins Frederik, der fortsatte som gæst, også efter at han 1828 var blevet gift med prinsesse Vilhelmine, datter af Fr. Vl. Om det bryllup skriver Werlauff: "Der arbejdes af al Magt paa Slottet, hvor Høitideligheden skal gaae for sig, og paa Palajet, hvor de unge Folk skulle boe. Uden Tvivl vil der blive en Fest, hvis Lige kun de, der nu nærme sig de 50, vilde kunde mindes. Jeg har endnu en Erindring fra min Barndom om en lignende eller meget meere -1790 ved Kongens Indtog efter sin Formæling. Jeg vil da haabe, at Du for Dit eget Bedste ikke vil undlade til den Tid at indfinde Dig her i Kbhvn." (W117 1828)
Ved et af von Rømelings selskaber mødte prinsen en danserinde (Jensine Weiner), som han havde nær kontakt med frem til midten af 1830´erne. I beg. af 30´erne havde han sin gode ven, bogtrykker Carl Berling (ham med Berlingeren) med til et af disse selskaber. Berling blev hurtigt kæreste med Louise Rasmussen, men hun lærte også prinsen at kende, og der opstod vist allerede dengang gensidige sympatier. Prinsen gled lidt i baggrunden, bl.a. på grund af en ikke helt heldig affære i 1834, som vi kan lade Werlauff referere:
"Den mærkelige Nyehed med Pr. Fritzes Forviisning d. 11.d. maae være Dig længe bekiendt. Den egentlige Aarsag og de enkelte Omstændigheder derved kiendes dog ikke fuldkomment. Det almindelige Rygteer, at han Natten mell. 9-10 de kom beskienket hjem (som han ofte pleiede), vilde have Penge af sin Gemahlinde, slog og mishandlede hende, brugte knubbede Ord mod sin Fader (der - siger man - blev hentet om Natten) og mod Kongen selv! Det må jo så være Fr. Vl. Følgen deraf var da, at han Torsdagen efter, fulgt af Oberste Ewald og Kammerj. Holstein maatte forflytte sin Residentz til Jægerspriis, hvor han skal forblive i en Slags honorabelt Fængsel indtil Iste Mai, da han fra Kronborg af skal gaae ombord paa det Linieskib, der i Sommer skal gaae i Søen. Maaskee kommer han ved denne Leilighed til at besøge Island, men hvad der efter hans Hiemkomst skal foretages med ham, haver H.M. Selv forbeholdt sig nærmere at bestemme." (W 22131834).
Prinsen blev altså først anbragt på Jægerspris en tid, derefter sendt på enlængere sørejse (til Island) og endelig 1837 anbragt i Fredericia som (på papiret) chef for det fynske infanteriregiment. Samme år blev han skilt fra prinsesse Vilhelmine, som han havde levet reelt adskilt fra siden affæren i1834. I Fredericia havde han flere besøg af sin lille veninde fra teatret (Jensine Weiner) men også med Louise havde han løbende forbindelse. Hun tilbragte i hvert fald to somre sammen med ham i Fredericia. Opholdet i Jægerspris må have været ganske hyggeligt. Ellers havde han næppe senere (1854) fundet på at købe det lille slot til sig selv privat.
Under opholdet i Fredericia blev prinsen optaget i logen i Odense. En gammel formodning om, at han var frimurer i forvejen - optaget i Schweiz under et besøg i Geneve allerede 1827 - har ikke kunnet bekræftes. Vedel Simonsen skriver til sin ven i København: "Prindsen fra Frederitz er bleven optaget i Frimurerlogen og i det literære Selskab i Odense. Der var et Gilde paa Einsiedelsborg for hans H.K. Fader, hvorved man drak for 190 dl. Viin og en Frokost paa Langensøe, der vare de til Kl. 5 om Eft., hvorpaa Prindsen drog til Christiansdahl for at spise til Middag." (VS 5110 1839) Den senere Chr. Vlll, der var Stormester, foretog selv optagelsen. Faderen førte også logen, da prinsen året efter fik sin III grad. Da var i mellemtiden Fr.VI død (dec. 1839), så prinsen var nu kronprins og hans fader var blevet konge (Chr.Vlll). Vedel Simonsen skulle have været med, men må nøjes med at referere: "Min Audientz hosKongen var i højeste Maade naadefuld. jeg blev endog saa indbuden til Forsamling, hvori Kronprindsen fik 111 Grad og hvor baade han og Kongen fortærede Johannes Maaltidet (9 Retter Mad og 4 Slags Viin) i Fruens Bøge, men mit Helbred, som i denne Sommer har været meget daarligt, forbød mig at afbenytte Indbydelsen." (VS 1917 1840) VS var blevet udnævnt til etatsråd og var i den anledning i takkeaudiens d. 16/7 under Chr. Vlll's besøg i Odense.
Ved Fr. VI's død 1839 bliver prins Frederik kronprins. Han vender tilbage til København, men udnævnes til guvernør over Fyn og får bolig på Odense Slot. Faderen (Chr.Vlll) har planer om et nyt ægteskab for sønnen og 1841 blev han gift med prinsesse Caroline Charlotte Mariane. Året før havde han forsøgt at fri til Louise, men synes at have fået et nej. Hun er blevet gravid (med Berling) og får en søn 5/6 1841. Kronprinsen opholder sig (1839-48) mest i Odense og foreslår 1841, at Louise installerer sig i "en liden ejendom ved Svendborg Sund". Sønnen Carl Christian bliver født under et "diskret ophold"i Sydvestsjælland. Han døbes med efternavnet Berling, og faderens navnfigurerer i kirkebogen, men 1855 er han (14 år gammel) i pleje hos en Ane Jacobsen i København under navnet Carl Christian Jacobsen. "Navneændringen" er næppe uden forbindelse med, at moderen er blevet gift med Fr. Vll i 1850 og at Berling dermed er trådt i baggrunden i hendes tilværelse. Berling har fmt. hjulpet Louise til kontakt med Ane Jacobsen, der var tidligere budkone ved Berlingske.
Sønnen Carl Christian glider helt ud af Danmarkshistorien. Han købte 1868 en gård i England og blev 1881 godsejer på WeybreadHall i Suffolk. Han blev ganske velhavende og var stærkt engageret i både lokalpolitik og kirkeligt arbejde. Dansk gift. Død 1907. Det siges, at hans børn aldrig fik at vide, hvem deres farforældre var.
Werlauff nævner i et brev 1841, at han har truffet kronprinsen. Han skriver herom: "Kongen befinder sig nu, som Du af Aviserne vil have erfaret, fuldkommen vel. Rygtet gaaer, at han strax efter sin Fødselsdag vil besøge Pyen. Skeer det, bør Du efter min Meening giøre ham din allerund. Opvartning. Efter at jeg kom hjem fra Elvedgaard tegnede jeg mit Navn i Kronpr. Forgemak. Kr.Pr. selv saa jeg Søndag d. 1. Aug. paa Raadstueballet, hvor han af alle Kræfter dandsede indtil Kl. 4 1/2 Morgenen! Et Par Dage efter saae jeg ham i FMI, hvor mig timedes den Ære at sidde ved Siden af ham i Ø. Han var meget snaksom og nedladende, maaskee alt for meget! Høres der noget om et frugtbart Resultat af Ægteskabet? Jeg har sandt at sige ikke synderlig Haab i den Henseende." (W10/9 1841)
Louise bliver 1842 som 27-årig pensioneret fra balletten på grund af en gammel knæskade. Pensionen er for lille til at leve af. Berling vil egentlig gerne gifte sig med hende, men tør ikke for sin mor, der forventer at sønnen gifter sig standsmæssigt og kronprinsen kan ikke, fordi han på det tidspunkt er gift med Mariane. Men han opretholder forbindelse med hende og arrangerer hemmelige stævnemøder. For penge, "lånt" af Berling, lejer hun en lejlighed i Vimmelskaftet og rejser til Paris for at lære modehandel. Hun åbner 1844 egen modebutik i Vimmelskaftet, dog først efter at kronprinsen havde lagt pres på Magistraten, der ikke ønskede at give hende næringsbrev som handlende. I denne butik udstillede hun bl.a.en drejelig voksdukke, som viste de nyeste kjolemodeller. Stor sensation! Forretningen brænder 1846. Nyt ophold i Paris. Ny butik på Amagertorvoktober 1846, men den sælges allerede året efter.
Louise har tilsyneladende to kærester 1845-46, men hun bryder med Berling, selv om hun forsøger at opretholde et venskabeligt forhold til ham. Hun får Berling til at hjælpe sig med en fornyet tilnærmelse til kronprinsen, der samme år (1846) er blevet skilt fra Mariane, som havde forladt landet allerede i 1844. Det var et i alle henseender mislykket ægteskab, arrangeret hen over hovedet på to mennesker, der tilsyneladende ikke havde noget tilfælles. Louise Rasmussens eksistens var ikke prinsessen ubekendt. Prinsen kaldte hende åbenlyst for "min skytsengel".
Kronprinsen skriver til Louise, at han har indrettet en lille lejlighed til hende i nærheden af Odense, så de kan mødes uforstyrret. Berling synes jaloux, men han påtager sig dog at holde øje med forretningen i København, mens Louise aflægger sine jævnlige besøg på Fyn. Der er næppe tvivl om, at omgangen med Berling har haft uhyre stor betydning for Louise og har tjent til at udvikle hende og hæve hende fra den ringe sociale status, hun syntes født til. Berling havde bidraget til at ændre hendes "ånd og karakter", skrev hun til ham. Meget af, hvad hun havde lært af Berling, lod hun senere gå videre til Frederik VII, på hvem hun fik en absolut gunstig indflydelse. I Odense går alleredei 1847 snakken om det umage par. Snart også i København. Officielt kender ingen noget til sagen. Prinsen bliver populær på Fyn."I sine repræsentative opgaver viste han et hurtigt og ofte rigtigt omdømme, en naturlig veltalenhed og ualmindelig evne til at forene jævn og folkelig optræden med fyrstelig værdighed."(Dansk biografisk Leksikon).
Louise besøger kronprinsen på Christiansborg, hvilket forfærder hoffet. Kongens (Chr. Vlll's) reaktion kendes ikke, men statsministeren meddeler kronprinsen, at han - hvis han vil have en maitresse - kan bygge et palæ tilhende et eller andet sted ude i byen. På Christiansborg må hun ikke komme.
1 januar 1848 døde Chr. Vlll og Fr. Vll blev som ny konge straks hvirvlet ind i et politisk stormvejr af vældige dimensioner. Hertugdømmernes forhold skulle ordnes. Danmarks ublodige revolution - den såkaldte marts-revolution kom 1848 og som følge af den skulle en ny grundlov forberedes. Samtidig tog visse blade og lejlighedsskrifter hul på en usmagelig smædekampagne mod Louise. Den første slesvigske krig brød ud og kongen besøgte slagmarkerne allerede i april. Inden sin afrejse havde han pakket en vældig kiste med ting og sager, forseglet den og efterladt en meddelelse om, at hvis der skete ham noget, skulle den overdrages til "mademoiselle L. Rasmussen" uden ret for nogen som helst til at "indblande sig deri eller have ret til at melde sig som arving til disse ejendele". I september 1848 udnævnte kongen "mademoiselle L. Rasmussen" til baronesse af Dannefeldt, foreløbig kaldet "fru Danner".
"Corsaren" - det blad, der senere især gjorde sig bemærket ved sine usmagelige angreb på Søren Kierkegaard, begyndte at komme med forblommede antydninger, som man i hvert fald i København forstod udmærket. De blev også læst på Vestfyn. VS skriver5/1 1848 til sin ven i København: "Hvad der staar i de seeneste Corsarer om Jomfr. Rasmussen og Bogholder Christiansen & Co., forstaae vi her til Lands paa en Prik, men vi ønskede os gierne oplyste om, hvad Tillæget om hendes Reise til et Opdragelses Institut paa Møen skal betyde."
Krigen fortsatte og i foråret 1849 agtede kongen sig igen til fronten, hvilket giver ham anledning til officielt at bekende kulør i hvert fald overfor regeringen. Han skriver til statsministeren: "Før vi begiver os til armeen, hvor kun Gud råder for vort liv og skjæbne, har vi besluttet at lade os forene med vor inderlig elskede Frue Louise Danner til venstre hånd som ægteviet hustru".
Her møder vi for første gang det udtryk, der senere blev så omdiskuteret: "til venstre hånd". Det var før hørt, at en konge, kunne lade sig vie "til venstre hånd" - "morganistisk", som det hed, når det skulle lyde fint - når han ikke ønskede at blande giftermålet ind i nogen diskussion om arveret til tronen og hvis han ville undgå, at giftermålet forvandlede sig fra et privat til et nationalt anliggende. Eventuelle børn ville på den måde ikke kunne gøre krav på tronen og Fr. Vll forestillede sig, at han ikke behøvede at spørge nogen regering, når det hele forblev et helt privat anliggende og når man i øvrigt undlod at give nogen form for officiel meddelelse om det passerede.
Det kom vist nok bag på ham, at regeringen alligevel svarede på, hvad den ikke var blevet spurgt om. Statsministeren (Moltke) skrev til kongen, at et ægteskab umuligt ville kunne holdes hemmeligt og at det ville gøre de igangværende spekulationer om arvefølgen særdeles komplicerede. Og så netop nu, hvor krigen giver hele folket andet at tænke på! Kongen udsatte planerne, men fru Danner var allerede i foråret 1848 flyttet fast ind på Christiansborg, hvor hun dog havde sin egen lejlighed.
I maj 1850 bringer kongen sagen i erindring. Krigen nærmer sig sin afslutning, (der bliver sluttet fred 2. juli, men kampene fortsætteren tid endnu) og nu går der politik i kongens ægteskabsplaner. Højre og de Nationalliberale var stærkt imod, men Bondevennerne så i fru Danner en forbundsfælle i deres kamp mod de indgroede standsforskelle i samfundet. Og så sker der det mærkelige, at Berling endnu engang træder frem på arenaen og henvender sig til Balthazar Christensen, Bondevennernes formand og får ham til at agitere i partiet for det planlagteægteskab. Samtidig var der udsigt til, at en løsning på arvefølge spørgsmålet nærmede sig, i det man havde rettet kikkerten mod prins Christian af Glucksborg, den kommende kong Chr. IX, der blev anerkendt som tronfølger i 1853.
Så går der bud til biskop Mynster. Vi lader Werlauff referere de friske nyheder 20/8 1850. "Under K. Ophold her i Byen fra d. 28de Juli - 3die August for at besøge Lazaretterne er formodentlig ogsaa de foreløbige Foranstaltninger bleven trufne til Formælingen Onsdagen d. 7. ds. Allerede Mandagen d. 5. hørtes det som bestemt. Under sin Visitats fik Biskoppen Tilsigelse derom, han kom da til Byen om Mandagen, reiste omTirsdagen til Frid. og Vielsen foregik om Onsdagen. Hvem Forloverne have været, veed jeg endnu ikke med Vished. Man nævnte i Begyndelsen Arveprindsen som Kongens og Amtmand Gr. Knuth som Brudens, senere har man nævnt en af Adjutanterne for K. og Livlægen Prof. Lund for hende. Vielsen skeedte til venstre Haand; K. sadpaaen højere, hun paa en lavere Stol. Hun opførte sig under Akten meget passende, hun viste sig ydmyg og rørt indtil Taarer. Efter Vielsen var et Taffel paa 30 Couverts, men uvist, om de alle have været besatte. Dette Skridt fremkaldte, i Begyndelsen især, ingen god Stemning her i Byen; ei at tale om hendes vita anteacta, fandt man Tiden, 14 dage efter et blodigt Slag, som havde bragt Sorg i saa mange Familier og medens Landets Skiebne endnu er uafgiordt, upassende. Nu tales mindre derom, Opmærksomheden er ganske henvendt paa vore politiske Forhold. Det almindelig udbredte Rygte, at den nye Grevinde (som hun nu er bleven) Danner (ad modum Markdanner) skulde have lagt sig en betydelig Formue til, have flere Prioriteter, Penge i den engelske Bank m.m., giendrives nu og er neppe heller sandt."
Biskop Mynster var ikke begejstret for opgaven, men dels var det en kongelig ordre og dels kunne han godt se, at det trods alt var bedre, at kongen levede i et lovformeligt ægteskab end uden. Det har nok ikke været uden betydning for kongen, at det var selveste Sjællands biskop, den danske kirkes førstemand, han kunne sætte til give ægteskabet det blå stempel, men i øvrigt var Mynster selvskrevet, når det endelig skulle være. Han havde været kongelig konfessionarius siden 1834.
Der kom ingen officiel meddelelse om ægteskabet. Det varede ikke længe, før alle talte om det, men ikke et ord i aviserne eller officielle kanaler. Hof- og Statskalenderen valgte at afspejle det officielle Danmarks øresønderrivende tavshed. Ikke et ord om grevinde Danner! Et par gange forsøgte kongen uden held at få udsendt noget, der lignede en officiel meddelelse, men først i 1856 lykkedes det ham at få sin kone med i Hof- og Statskalenderen, og det kun i kraft af en direkte kongelig ordre, der fortjener at blive citeret ordret. Han tilskriver statsministeren: "-at da vi ikke finde det passende, at vort den 7. August 1850 med Louise Christine Lehnsgrevinde Danner indgåede, for nutid og fremtid morganistiske, ægteskab forbigåes i tavshed i statshåndbogen for vort monarkie, så pålægge vi dig hermed at foranstalte, at der til den første om os handlende passus i statshåndbogen føles de ord: "morganistisk formælet den 7. August 1850 med Louise Christine Lehnsgrevinde af Danner". Derefter du dig aller under danigst haver at rette! "Det gjorde statsministeren så og udenrigsministeren (Scheele, der var kongens gode ven) skrev til diverse udenlandske ambassader, at de ikke længere kunne have nogen grund til at ignorere kongens hustru, der fra nu afkunne forventes at være tilstede ved de kongelige tafler.
Dermed var problemerne nu ikke løst, men de blev en smule mindre, end de havde været fra vielsen i 1850 og frem til 1856.
Bondevennerne havde som nævnt støttet ægteskabsplanerne og de syntes også, at det ville være en god ide, at kongen på en eller anden måde præsenterede sin kone for folket. Kunne man ikke finde et lidt afsides sted og der prøve, hvordan det ville spænde af? Man foreslog en rejse til Bornholm og Bondevennernes formand Balthazar Christensen fik den tanke, at man måske helt skulle undlade at nævne grevinden i alle de nødvendige forberedende skrivelser til øens myndigheder, der jo skulle være parate til at modtage kongen. Alle kendte jo hendes eksistens, men der var jo ingen grund til at forvirre folk ved at omtale det, som de rent officielt intet vidste om. Som sagt, så gjort! Vi er i året 1851.
Kongen og grevinden ankom og alle embedsmændene mødte frem for at byde (i hvert fald kongen) velkommen, men embedsmændenes koner glimrede ved deres fravær, for de anede ikke hvordan de skulle tackle denne usædvanlige situation. Formentlig har de været enormt nysgerrige, men de følte sig forpligtet til at iagttage en officiel forargelse og i første omgang sejrede forargelsen over nysgerrigheden. Den slags hensyn var de almindelige borgere ikke bundet af og de gav kongen og hans kone en stormende hyldest. De fine fruer tog mod til sigsenere på dagen og mødte op til en modtagelse hos amtmanden.
Rejsen fortsatte rundt på øen og man aflagde også besøg på Christiansø og var med til en gudstjeneste i den lille kirke. Her skulle der være barnedåb og det kongelige par viste forældrene til to dåbsbørn de nære at stille op som faddere. Begge de to drenge fik fornavnet Frederik og kongen gav gaver 120 rdl. i dåbsgave til hver samt et nyt orgel til kirken. (Det står der endnu.) Sognepræsten havde bagefter visse spekulationer med hensyn til hvordan han skulle udfylde fadder rubrikken korrekt i kirkebogen for "Fæstningen Christiansøe". Resultatet blev formfuldendt: "Hans Majestæt Kongen og Allerhøjstsammes Gemalinde Grevinde Danner". Sådan! Dette er formentlig første gang, nogen har foretaget en officiel og offentlig registrering af det kongelige par, fem år før de kom i statskalenderen.
Tilbage på Bornholm. Rønne Teater var fyldt til sidste plads til en vældig fest med rigelig bespisning, taler og bal. Alt var udsolgt. Billetterne kostede "16 mark for en herre, 8 mark for en dame". Ved spisningen rejste en adjunkt fra Rønne lærdeskole sig og udbragte en skål for kongen og grevinden, som var dybt rørt, for det var første gang, nogen mundtligt og i en offentlig forsamling havde nævnt deres navne i sammenhæng. Også en slags anerkendelse! Adjunkten blev kongeligt belønnet. Han hed Hasselriis og var egentlig slet ikke læreruddannet, kunstudent, men uden embedseksamen og havde derfor kun meget små fremtidsudsigter. Kongen udnævnte ham til postmester i Åbenrå! Om han havde eller senere fik postforstand, melder historien ikke noget om, men man må vel gå udfra, at han havde folk til det grove. En skribent noterer en årrække efter, at han påsine gamle dage gik rundt i byen som "noget af en original". Han var i øvrigtfrimurer.
Rejsen til Bornholm blev en succes. Men i Københavnvar ubehagelighederne ikke overstået. En i samtiden populær forfatter hed Frederik Schaldemose. Han besluttede sig til at bruge sine litterære evner på en smædekampagne mod grevinde Danner og den førte han i et blad, som han selv udgav. Det hed "Prikkeltorne". Han holdt sig på sikker afstand af injurielovgivningen ved ikke at nævne navne; men han var så nærgående i en lang nøgleroman på vers, at ingen var i tvivl om, hvem den sigtede til. Alene titlen røbede det: "Rasmusine eller den belønnede dyd". Den lille Rasmusine er ved balletten, hvor hun fører et usædeligt levned. Hun kommer i forbindelse med både en trykker og en meget fin herre, som i virkeligheden blot er "søn af en spillemands frille". Det sidste er en meget uartig hentydning til komponisten Edouarddu Puy, koncertmester ved Det kgl. Teater. Han forestod den første opførelse her i landet af Mozarts Don Juan og han syntes selv at have været noget af en Don Juan. Han gav den daværende kronprinsesse Charlotte Frederikke, gift med den senere Chr.Vlll - og altså moder til Fr. Vll - sangundervisning og blev hendes elsker, hvilket førte til, at han blev landsforvist af kong Fr. VI, ægteskabet med prins Christian blev opløst og prinsessen fik anvist fastbopæl i Horsens. Det var i 1809 og den lille prins Frederik var kun 1 år gammel. Den senere kong Fr. Vll's opvækst uden en moder kan muligvis være nøglen til visse træk i hans karakter.
Alting i Schaldemoses nøgleroman er antydninger, der undertiden nærmer sig det pornografiske. Kongehuset kunne ikke reagere, da det ikke var nævnt direkte, og hvis man havde reageret, ville det med rette have været opfattet som en bekræftelse af, at man forstod, hvem der sigtedes til.Schaldemose var utroligt populær, navnlig hos de lavere sociale klasser, men han havde også sine modstandere. En af dem skrev vittigt om"skjalden Skurkemose".
De samtidige rygter om, at grevinde Danner var ret velhavende, talte vist nok sandt. Derimod havde rygterne næppe ret i, at hun fortrinsvis brugte sine penge til at skaffe sig selv anerkendelse og opmærksomhed. Hun delte rundhåndet ud til trængende personer og institutioner, ofte efter ansøgning, men lige så ofte på eget initiativ. Det var almindeligt, at man udtrykte sin tak for en donation gennem en notits i aviserne, og onde tunger ville hævde, at hendes gaver kun havde til formål at få hendes navn nævnt i aviserne, der ellers ikke anerkendte hendes eksistens overhovedet.
Werlauff var til kongeligt taffel i begyndelsen af 1852. Vi lader ham selv referere: "D. 30. Januar blev jeg tilsagt til Kongens Taffel -en Ære, som nu sielden vederfares mig. Ved denne Leilighed saae jeg da for første Gang Grevinde Danner. Da jeg og Flere vare ubekiendte for hende, bleve vi ved den korte Cour, der fandt Sted før Taffelet, præsenterede af Overhofmarchallen for hende. Mig spurgte hun, hvorledes jeg befandt mig, da jeg nemlig bruger Callot, har hun formodentlig anseet mig for en halv Invalid. Da Kamm.Schavenius, som stod ved Siden af mig, blev nævnet, sagde hun: Boer De ikke paa Møen? "Jeg har en Eiendom der" svarede han med sin sædvanlige kolde Mine, "det er en skiøn Natur" sagde hun og gik derpaa videre, den hele Cour afc. 40-50 Personer var endt paa c. 10 Minuter. Derpaa bød Kongen hende Armen, ligesom Geheimekonferensråd Tillisch hendes Selskabsdame Frk. Drejer og vi gik til Taffelet. Jeg hører ei blandt dem, som i Hast kan opfatte Physiognomier, hun vendte ogsaa Ryggen til Lyset, saa det er mig ei mueligt at beskrive hendes Person nøje; hun har en god Figur, er temmeligføer, er af Ansigt hverken smuk eller styg, men seer temmelig klog ud, som hun nok ogsaa er. Hvad man med Føje har meest imod hende er hendes Pengegridskhed og at hun her allerede har sammenskrabet betydelige Capitaler, som hun tildeels har staaendei Huse og Gaarde. Det lidet gunstige Indtryk heraf stræber hun at udslette ved hyppige veldædige Gaver til Stiftelser og til enkelte Trængende, hvorfor da Hendes Nåde Grevinde Danner pigtskyldigst takkes i Aviserne."
Werlauff havde været hos kongen en gang tidligere samme år (1852). Han fortæller: "Af aviserne vil Du have erfaret, at Oldskr. Selskabet de. 28. Februar var samlet hos Kongen paa Christiansborg Slot. Mødet var, som begribeligt, temmelig talrigt. Der fremlagdes Grundtegninger af Asserboes og Søeborgslots Ruiner, som tildels forklaredes af K. selv K. er vedslige Leiligheder meget gemytlig, hans store Hund gik omkring mellem Os, men uden videre at deeltage i Forhandlingerne. Mødet varede fra Kl. 7 t i l 10, men der serverede sikke med nogen Slags Forfriskning. Naar Vid. Selskab i ældre Tid paa det første Møde i Marts samledes hos Chr. VIII, fik man altid god Thee og Smørrebrød i Til gift, men der vare heller ikke saa mange samlede som her. Kongen af Sardinien blev ved denne Leilighed optaget som Medlem, uden Tvivl den sidste Konge i Christenheden, som endnu ikke var i Selskabe."
Hvad blev der af Berling? Han beklædte forskellige høje embeder ved Fr. Vll's hof og da det svenske frimurersystem blev indført1858, overtog han det tredje højeste embede i Ordenen. Han havde også ret stor politisk indflydelse gennem sit nære venskab med Bondevennernes ledere. Men i 1859 nedlægger han alle betroede poster og forsvinder til udlandet for ikke at vende tilbage. Rygterne talte om, at det gamle venskab med Fr. Vll var gået i stykker. Werlauff antyder en anden forklaring: "Hendes fordums Patron Berling skal ellers være i en Slags Unåde, han sees ikke meget med Kongen, man har talt om, at han for sine svage Øines Skyld skulde giøre en Reise til Paris." Hvor om alting er: Han forsvinder fra Danmark og vender kun hjem i kortere perioder. Han døde 1871 i Ægypten. Da Fr. Vll i sin tid udnævnte ham til kammerherre, fik rygtesmedene travlt. Kammerherrenøglen var kongens kvittering og tak for modtagelsen af jomfru Rasmussen. I Politikens Danmarkshistorie, bd. 11 kan vi se en ondskabsfuld, men også meget vittig tegning fra 1851 - uden navne, naturligvis, men så nærgående, at alle forstod meningen. En militærperson og en civil - begge med genkendelige ansigtstræk står foran en modebutik og udveksler tanker om deres fælles beundring for den legemsstore voksdukke, der er udstillet i vinduet. Militærpersonen rækker en stor nøgle til den civile, som derefter trækker sig tilbage.
I 1852 foretog kongen og grevinden en ny rejse, denne gang til det nordlige Jylland. Det blev en endnu større succes end Bornholmsrejsen. Æresporte, fester, taler og skåler overalt. Werlauff skriver: "I Dag reiser Kongen til Jylland, der meenes, at han - af visse Grunde - ei vil gaa ombord i Kbhvn, men i Vedbek, Følget gaaer derimod her fra Byen. Det er nok den første af vore Konger, som har havt sin Historiograph med sig. En tydsk Literatus Oettinger, som i denne Tid opholder sig her, har udgivet en tydsk Digtsamling, dediceret "an Ihro Gnaden der Reichsgrefin v. Danner". Hun træder nu meer og meer offentlig frem, hun hielper Trængende og modtager derfor Tak i Aviserne, hvor der ogsaa findes Vers til hende, hun kiører i aaben Vogn med K. og Rygtet om, at hun vil blive ophøiet til den høieste Værdighed hos Os, bliver meer almindeligt. Jeg kan ikke sige, at Stemningen her er saa meget derimod, hun faaer efterhaanden et Partie blandt Høie og Lave. Men hvad vil de udenlandske Magter sige?"
I København vidste man ikke helt, hvad man skulle tænke. Jyllandsbesøget havde - til forskel fra rejsen til Bornholm - fået en solid pressedækning. Store kredse ville gerne holde deres forargelse levende, men de følte efterhånden, at de ikke havde noget at have den i. Var det i grunden ikke en helt naturlig ting, at jyderne viste deres hyldest til kongen og hans kone?
Så opstod det begreb, som man kaldte "Danner-litteraturen". En strøm af delvis anonyme skrifter tog parti for eller imod grevinden. Werlauff følger med, men begynder at blive betænkelig: "Jeg troede, at Danner-Literaturen nu formodentligen var sluttet, men See! I Berlings Tidende for i Tirsdags (d.14de) averteres med store Bogstaver to Pjecer 1) "Om de skammelige Rygter, der i lang Tid have været udspredte om Fr. Grev. Danner i hendes Jomfruestand som Jfr. Lovise Rasm. og om Hendes Naades Forhold til K. Fred. Vll og til Dannerfolket af Joh. Henr. Philanther eller Dydens Ven.'' 2) ''Bør Grev. Danner være Dronning? -et Ord fra en dansk Borger." Kunde man vel i tidligere Dage have ahnet, at slige Forhold nogensinde skulde blevne Gienstand for en saadan Publicitet?"
En af de anonyme skribenter stillede et drilagtigt, men i virkeligheden strengt logisk spørgsmål: Når kongen aldrig har fortalt offentligheden, at han er blevet gift, hvordan kan offentligheden så hylde en - officielt - ganske ukendt dame som hans kone? Det gav mange mennesker en anledning til at eftertænke deres holdninger. Også kongen begyndte at tænke: Det var måske en idé at udsende en forsinket officiel meddelelse. Der skulle et par års tovtrækkeri med regeringen til, før end det endelig lykkedes med notatet i Hof- og Statskalenderen for 1856. Men man diskuterede i lange tider, om kongens ægteskab var helt i overensstemmelse med dansk lovgivning. Et kongeligt ægteskab "til venstre hånd" var ganske vist ikke nævnt noget sted i gældende love, men man kunne ikke se bort fra, at der faktisk havde været flere fortilfælde i den oldenborgske kongeslægt, uden at nogen havde anfægtet lovligheden og gyldigheden.
I 1852 noterer Werlauff: "K. har i denne Tid kiøbt Skovgaard (= Skodsborg) paa Strandvejen, hvor han vil boe om Sommeren, men i denne Anledning har den russiske Minister, som havde fæstet en Sommerleilighed i Nærheden, forladt denne og flytter til Friderichsdal." Kongen og grevinden indrettede sig her et dejligt landsted og her opholdt de sig under den frygtelige koleraepidemi i København 1853.
Endnu et landsted kom til, da staten i 1853 bestemte sig til at sælge Jægerspris slot. Fr. Vll kendte det jo udmærket fra sit ufrivillige ophold der i 1834. Kongen købte slottet af staten som sin private ejendom og det er jo almindeligt kendt, at han testamenterede det til grevinde Danner, som igen testamenterede det til den stiftelse, som ejer og driver det den dag i dag.
I 1854 foretog kongen og grevinden en ny rejse, denne gang rundt i Slesvig og Holsten. Her var modtagelsen rundt om i byerne knapt så hjertelig, som den havde været på Bornholm og i Jylland. Der var udsendt indbydelser til embedsmænd og borgere med damer i de forskellige byer, men gentagne gange glimrede damerne ved deres fravær. Et sted greb kongen sit glas under middagen og sagde: "Hvis ingen anden vil udbringe en skål for min kone, kan jeg gøre det selv!" Også de stærke dansk-fjendtlige strømninger i Slesvig-Holsten i disse år fik kongen og grevinden at mærke. Men fra de dansksindedes side var hjerteligheden overstrømmende.
Ved nytårstaflet 1855 lykkedes det regeringen at forbyde grevinde Danner at deltage, fordi det var et officielt anliggende og man ville dermed markere, at hun var "uofficiel". Og man ønskede at skåne de fornemme gæster for at skulle være sammen med en, der var rundet af ringere stand. Men flere og flere opdagede, at man ikke tog skade på sin sjæl af at møde hende. Werlauff skriver allerede i november 1853: "D. 11te d. M. var jeg tilsagt til Kongens Taffel. Grevinden med Frøken Dreier (hofdame) vare naturligviis de eeneste Damer. Det var den anden Gang jeg har seet hende, men det er vist, at naar man ei kiendte hendes vita anteacta, kunde man paa hendes hele Ydre og Holdning gierne antage hende foren født Princesse, hun udtrykker sig meget passende i sit Modersmaal og taler Tydsk og Fransk med megen Færdighed."
Det er vel forståeligt, at kongen undertiden kunne finde på at lokke de fornemme i baghold, som f.eks. 21/4 1856, hvor han indkaldte til statsråd, ikke på Christiansborg, hvor ministrene havde lidt for megen magt (fandt han), men på Frederiksborg, hvor ingen kunne blande sig i, hvem han inviterede, for det slot var stillet ham til rådighed som bolig. Ministrene var nødt til at møde. De kunne ikke undgå at vide, at det den dag var grevindens fødselsdag og da hun stod ved kongens side og bød velkommen, var de nødt til at gratulere. Glæden var helt på kongens og grevindens side. Fr. Vll holdt også undertiden statsråd på Eremitageslottet.
Det vil føre for vidt at skulle opregne alle de chikanerier, som kunne nævnes fra de følgende år. Især aristokratiske kredse opretholdt en krampagtig distance til grevinden og rygtesmederiet fortsatte og spændingerne mellem dannervenlige og dannerfjendtlige førte tilmed til gentagne regeringskriser. Kun et par eksempler til:
I 1859 brændte Frederiksborg slot. Der foretoges en landsindsamling til genopbyggelsen og det største bidrag, der blev tegnet, kom fra kongen privat. Grevinde Danner tilbød 17.000 Rdl. til et nyt orgel til kirken. Indsamlingskomiteen afslog at tage imod gaven underhenvisning til, at enkeltbidrag ikke kunne øremærkes til særlige formål.
Katastrofeåret 1863 kom. Katastrofalt for landet, fordi den anden slesvigske krig brød ud. Katastrofalt for grevinde Danner, fordi kong Fr. Vll døde. Hun var ikke med til begravelsen, men det skyldtes nu, at hun selv var syg. Men ingen tvivl om, at hendes sygdom løste et problem, der kunne være blevet ømtåleligt. Hun måtte fraflytte den kongelige lejlighed på Christiansborg og ingen følte sig forpligtet til at anvise hende en anden, så det problem måtte hun selv løse. Hun boede indtil videre så i en lejlighed ude i byen (Ny Vestergade). Men hun havde også Jægerspris og Skodsborg, som Fr. Vll havde testamenteret hende som personlig arv. Den nye konge, Chr. IX, havde lovet at respektere sin forgængers testamente og det gjorde han, men alligevel opstod der en bitter diskussion om grænserne mellem, hvad der skulle regnes for statsejendom og hvad der kunne betragtes som Fr. Vll's private.
Grevinde Danner kom aldrig mere til at føle sig hjemme i Danmark. Eneste undtagelse var Jægerspris. Men i de følgende år foretog hun flere lange udenlandsrejser. Paris. Schweiz. Italien. Hun besøgte verdensudstillingen i Paris 1867 og vendte derefter hjem til Jægerspris, hvor hendes 74 år gamle moder opholdt sig. Moderen var så svag, at datteren ikke turde rejse fra hende igen, så hun blev på Jægerspris, indtil moderen døde i begyndelsen af 1869. Det var i løbet af dette halvandet år, at grevinde Danner på slottet indrettede det børnehjem, der efter hendes død blev til en særlig stiftelse.
På verdensudstillingen i Paris havde hun mødt Berling og nu træder han igen ind i hendes tilværelse. Han hjælper hende med nogle juridiske problemer og sammen med ham og hans kone Polly (han var blevet gift i 1854) foretager hun en rejse til Rom. Under et nyt besøg i Rom 1871 mødes hun igen med Berling, som ledsager hende på en vældig rejse til bl.a. Ægypten. Her døde Berling. Grevinden fortsatte til Palæstina og besøgte Jerusalem. Ny rejse til Paris 1872 og videre til Italien og Østrig. Overalt gjorde hun den erfaring, at officielle kredse efter diskrete råd gennem dansk diplomati valgte at betragte hende som en i alle henseender uinteressant privatperson.
1873. Grundstensnedlæggelse til "Kong Frederik VII's stiftelse for fattige fruentimmer af arbejderklassen, oprettet af Louise Christine lensgrevinde af Danner" i Gyldenløvesgade i København. Samme år gav det officielle Danmark hende den sidste store ydmygelse, nemlig i forbindelse med afsløringen af Fr. VII's rytterstatue på Christiansborgsslotsplads. Det skulle være en vældig fest. Der var rejst særlige tribuner til de indbudte fra kongehus, regering, kommune, militær, organisationer og meget mere. Meningen plads til grevinde Danner og man havde vel bl.a. for at undgå hende resolveret, at der udelukkende kunne indbydes mænd. Dronningen og hoffets damer fik særlig indbydelse til at overvære højtideligheden fra slottets balkon, men heller ikke her var der pladstil grevinde Danner. Gennem sin præst, pastor L. H. Schmidt, rettede hun henvendelse til festkomiteens formand Carl Ploug: "Det er ej heller som Dame, jeg venter at blive indbudt, kun i Egenskab af højsalig Kongens Enke". Ploug anviste hende en ståplads ved et af slottets vinduer i stueetagen. Da festen var forbi, så de fine den anden vej. Men de almindelige deltagere havde forstået, hvad der foregik. De råbte hurra for grevinde Danner, da hun kørte fra slottet.
Oprettelsesdokumenterne for stiftelserne i København og Jægerspris blev underskrevet sidst på året 1873 og straks derefter begyndte en ny udenlandsrejse, først til Bayern, hvor hun hørte Wagners Tannhauser og derefter videre til Italien. I Genua blev hun alvorligt syg og døde der 6. Marts 1874. Kisten blev bragt hjem. Hun måtte - som ikke-kongelig - ikke hvile ved sin ægtefælles side i Roskilde Domkirke. Bisættelsen fandt sted fra Holmens kirke og det var ikke den kongelige konfessionarius, der fungerede, men hendes egen præst L. H. Schmidt, som i øvrigt var en meget agtet og aktiv frimurer. Kisten blev nedsat i en gravhøj i parken til Jægerspris slot.
Eftertiden synes at have revideret billedet af grevinde Danner. Hun var i samtiden og den første eftertid en kontroversiel person. Dengang var man tilbøjelig til at give hende selv hovedansvaret for, at hun blev kontroversiel. Man beskyldte hende for at blande sig i politik. Sandheden er nok snarere, at det var tidens politik, der blandede hende ind det politiske spil og fangede hende i et net, hun ikke var i stand til at frigøre sig fra.
Man pustede sig i aristokratiske kredse op til en moralsk forargelse, både over hendes liv, før hun lærte Fr. Vll at kende og over hendes liv sammen med ham. Men det mærkelige er jo, at det danske kongehus kunne opvise utallige pikante fortilfælde, som man ikke havde hidset sig så voldsomt op over. Bare fra det aktuelle århundrede 1800-tallet var det jo kendt af alle, at Fr. VI havde to koner på én gang og børn med dem begge. Han var ganske vist kun gift med den ene. De levede begge endnu i København, da forargelsen mod grevinde Danner var på sit højdepunkt. Og historien om Chr. Vlll's uheldige første ægteskab var også endnu i frisk erindring. Det samme var tilfældet med Fr. Vll's to mislykkede royale ægteskaber. Alle disse historier var nok almindeligt samtalestof, men der synes ikke at have været optræk til noget, der i mindste måde lignede det moralske stormvejr, som Fr. Vll og hans grevinde oplevede. At Fr. Vll som prins havde skilt sig af med to ægtefæller på stribe, som han ikke elskede, var tilsyneladende i sin orden, men ikke at han som konge ægtede den, han elskede.
Den moralske forargelse var et skalkeskjul for noget helt andet, som ingen i samtiden var i stand til at gennemskue. Den virkelige forklaring skal vi vist nok søge i den brydning mellem enevælde og demokrati, som strakte sig overhele Chr. Vlll's og Fr. Vll's regeringstid. Den sidste virkelige enevoldskonge var Fr. Vl, der døde i 1839, men enevælden var ikke helt forbi før Fr. Vll's underskrivelse af grundloven i 1849. Man siger jo, at da blev folkestyret født. Sandt nok. Men folkestyret måtte gennem sin spæde alder og første barndom, inden det kunne stå på egne ben og i disse første brydningsår levede det dogme videre, at der var forskel på høj og lav.
Grevinde Danner var velhavende. Det havde hun lov til at være og ingen anfægtede hendes ret til at være velhavende. Ingen ønskede tilsyneladende heller at blande sig i, hvor hun havde sine penge fra. Galt blev det først, da man opdagede, hvordan hun brugte sine penge. Ikke til luksus. Det kunne man have tilgivet hende, for det gjorde de fleste af dem, der havde penge. Men hun forærede sine penge væk. Og det til folk, der var for dovne eller for småt begavede til at tjene penge selv. Det var utilstedeligt. Hun gør det bare for at gøre reklame for sig selv, sagde man. For at komme i avisen, når folk takker. Der var forskel på høj og lav. Var man højt på strå, var man hævet over dem, der ikke var det. Social forståelse var klædelig, men det sømmede sig ikke for fine folk at træde i direkte kontakt med de lavere klasser. Gjorde man det, viste man, at man ikke hørte til de fine. Og der stemplede hun sig selv!
Fr. Vll og grevinde Danner passede utroligt godt til hinanden. Det hang nok sammen med, at de i virkeligheden begge var ganske jævne folk. Kongen var - skal vi huske - vokset op uden kontakt med sin mor og gennem hele sin opvækst savnede han en fast og målrettet styring. Nogen egentlig uddannelse fik han aldrig. Hvad han var født til, forsømte hans omgivelser at uddanne ham til. Selv var han nok den mest joviale af de to, men hun glemte aldrig, at hvad hun blev, var hun ikke født til.
Sådan en er ikke et passende parti for en konge. Fr. Vl´s fru Dannemand havde haft akkurat lige så folkelige rødder som grevinde Danner. Det tog ingen sig af, for Fr. VI havde jo en rigtig dronning ved siden af. En til at elske og en til at ære. Det gjorde ikke noget. Fr. Vll elskede sin kone. Det gjorde den brede befolkning også. Den brede befolkning kunne også ære hende, viste det sig, ikke mindst udenfor København. Men de fine fruer hverken kunne eller ville ære hende. Deres mænd var undertiden nødt til at gøre det. Det viste sig umuligt at undgå, at deri denne brydningstid mellem enevælde og demokrati gik politik i sagen. Hvad en fløj i grunden betragtede som en naturlig ting, måtte andre fløje tage den skarpeste afstand fra. Saglige overvejelser var det småt med. Dem er der heller ikke så megen brug for, når det, det handler om, er at mene det modsatte af de andre. Når nogen godt kunne unde Fr. Vll at gøre den kvinde, han holdt af, til "Allerhøistsammes Gemalinde", måtte andre mobbe hende. Det gjorde de så. Og det var desværre de toneangivende i samfundet. Samt boulevardpressen, der kun sjældent lader sig lede på afveje af saglige overvejelser. Pikant læsestof giver flest læsere. Det ved enhver, som tværer, hvor andre tier.
Kilder:
Morten Meisner: Grevinde Danner - en oprørsk kvinde (Kbh. 1990)
Dansk Biografisk Leksikon
Gustav Ludvig Wad: Fra Fyens Fortid I - IV (Kbh. 1916)
Politikens Danmarkshistorie
Fæstningen Christiansøe's kirkebog
Niels Aarup