De uheldige helte

(Stricte Observans i Danmark)

Når vi beskæftiger os med frimureriets historie i Danmark, er der et bestemt udtryk, der ofte dukker op. Men det er sjældent, at nogen tager sig tid til at gøre andet end blot lige nævne det i forbifarten. Mange brødre har hørt udtrykket Stricte Observans, men det er mit indtryk, at ikke så mange ved, hvad det står for. En periodei dansk frimureris historie. En periode, der var afgjort forskellig fra både det, der var før og det der kom efter. Men alligevel en periode, der satte dybe spor i dansk frimureri. Vi er så vante til at forestille os, at alt hvad der for os er værdifuldt i dansk frimureri, kom til os fra Sverige med det svenske system. Det er på sin vis også korrekt, men det er ikke hele sandheden. Det svenske system var ikke blevet, hvad det er nu, uden den forhistorie, som vi er tilbøjelige til at lægge for lidt vægt på, en forhistorie, der på visse områder kom til at sætte et stærkere præg på dansk frimureri end på svensk.

Blot et enkelt eksempel: Ved overgangen til VIII grad har vi her i Danmark den såkaldte Novicegrad. Den er et meget smukt og meget betydningsfuldt led i udviklingen gennem vore grader. Svenskerne kender den ikke og de har svært ved at skjule, at de egentlig er lidt misundelige på os. Når Novicegraden ikke kendes i Sverige, skyldes det ganske enkelt, at den hos os er et levn fra det system, der aldrig rigtigt slog rod i Sverige: Stricte Observans. Meget fra Stricte Observans var det naturligt og nødvendigt at kassere efter den korte periode, hvor vi brugte dette system. Men der var altså også ægte guld blandt arvegodset.

Stricte Observans var kun en episode i danske frimureris historie. Men det var en episode, som vi kun forstår, hvis vi ser den i dens historiske sammenhæng. Det bedste, vi kan gøre, er at foretage et lynhurtigt overblik over det danske frimureris udvikling. Vi gør det ved billedligt talt at spænde hestene for køretøjet og køre hele turen igennem i meget hastigt tempo. Efter endt rejse vil vi da muligvis få lysttil - i lidt roligere tempo - at vende tilbage for at se os lidt om på en ganske bestemt del af strækningen, hvor farten kunne have forekommet os lidt vild. Men det kan godt hænde, at vi bagefter vil kunne se, at det nok ikke var så galt endda, at vi kom lidt hurtigt gennem netop den fjerdingvej. Vi kører nu.

Vognen bevægede sig støt fremad fra 1743 til 1765, hvor man arbejdede efter ritualer, der stammede fra England. Men da - for at blive i billedet - fandt man på at skifte heste. Det skulle man vist nok aldrig have gjort. Det var et par galopperende væddeløbsheste, man fik sat for vognen, og først da de løb løbsk 11 år senere, fik man standset den vilde fart. Det var i den periode, vi herhjemme arbejdede efter den såkaldte Stricte Observans. De udtjente heste blev i 1782 skiftet ud med et par solide bryggerheste. Deres fart var ikke imponerende, men deres trækkraft var tilfredsstillende og med dem for vognen arbejdede systemet sig gennem Det Rectificerede System. Ved Fr.VII's hjælp fandt man i 1858 et mere velegnet forspand og de gode frederiksborgere, som han spændte for vognen, trak det danske frimureri ind i Det Svenske System. Og der har vi siden bevæget os støt fremad. Noget tyder på, at dansk frimureri her har fundet sin endelige form.

I aften skal vi ikke brede os over hele spektret. Det vil føre for vidt. Vi begrænser os til et enkelt tidsafsnit. Det hvor det hele var ved at løbe løbsk: Stricte Observans. Systemets virkelige navn var Den Indre Orden, men det blev mest kendt under navnet Stricte Observans. Hvad jeg skal fortælle her, er ikke på nogen måde typisk for frimureriets historie og frimureriets væsen i Danmark. Jeg beder om, at man betragter det som et krydderi og intet andet!

En af de mærkeligste personer i frimureriets historie var Karl Gotthelf, Reichfreiherr von Hund und Altengrotkau, født i Tyskland 1722, optaget i en loge i Paris 1742.

Han blev Ordførende Mester i sin loge 1743, altså allerede året efter sin optagelse. Det var netop det år, hvor det hele begyndte herhjemme. Ingen kunne ane, hvilken indflydelse netop den mand skulle få på frimureriet i Europa, herunder også det danske.
En af hans første embedshandlinger i logen var at erklære den for ugyldig "i Stormesterens navn", hvorefter han i samme Stormesters navn oprettede en ny loge. I de følgende år turer han rundt i Europa og henholdsvis nedlægger og opretter loger. Han modtager diverse højgrader og omgiver disse med megen hemmelighedsfuldhed, hvilket tilsyneladende imponerer brødrene overalt. Vi befinder os i den tid, hvor romantikken så småt begynder at spire i Europa. Der opstår en stemningsfyldt interesse formiddelalderen og i det europæiske frimureri viser der sig at være god grobund for mere eller mindre naive forsøg på at genoplive middelalderens riddervæsen.

Hver gang von Hund nedlægger eller opretter loger, sker det "i Stormesterens navn". Ingen aner, hvem denne Stormester er! Men man tror på, at von Hund ved det og at ingen anden end han må vide det. Hans fuldmagt, som han fremviser overalt, er et imponerende dokument, affattet i kodeskrift. Det er bevaret til vore dage og befinder sig i DDFO's arkiv i Stamhuset i København. Det regnes for at være et af frimureriets mest gådefulde dokumenter. Enkelte passager lader sig dechiffrere, f.eks. von Hunds eget navn (Carolus Gothelf de Hund et Altengrotkau) og riddertitel (Carolus eques abense) samt en underskrift: GeorgiusVilhelmus,eques a soleaureo, supr. temp. magister. (= Georg Vilhelm, ridder af den gyldnesol, Øverste Tempelmester).

Indholdet af dokumentet var ifølge von Hund så hemmeligt, at kun han selv måtte kende det. Ingen har nogensinde kunnet tyde hvad der står (bortset fra de to navne) og det er den dag i dag et åbent spørgsmål, om teksten er et falsum, kun beregnet til at imponere eller om der er brugt et kodesystem, som ingen endnu har haft held til at bryde. Dokumentet findes som nævnt i Stamhusets arkiv. Hvis nogen skulle få held til at tyde det, vil vedkommende derved have indlagt sig uvisnelig hæder hos alverdens frimurerforskere. De navne, som er det eneste af dokumentet, der hidtil er blevet tydet, kan læses ved hjælp af en indviklet kodenøgle, der kan ses i 1863-udgaven af Allgemeines Handbuch der Freimaurerei. Men hovedparten af dokumentet er skrevet i en helt anden slags kode, som det altså endnu ikke er lykkedes nogen at bryde.

Det lykkedes von Hund at skabe sit eget frimurersystem: Den Indre Orden eller Stricte Observans, som det almindeligvis blev kaldt. Det bredte sig i store dele af Tyskland. Overalt havde von Hund held til at imponere frimurerbrødrene med sine fine bekendtskaber, som var så fine, at kun han selv måtte vide, hvem de var. Især lagde han vægt på at henvise til, hvad han kaldte "den usynlige Stormester", der havde underskrevet hans dokument. Han fortalte, at kun han selv vidste, hvem denne Georg Vilhelm var. Men han havde held til at gøre brødrene begribeligt, at siden han ikke havde lov til at røbe hans identitet, var han selv parat til på Stormesterens vegne at modtage deres løfte om ubetinget lydighed. Deraf kommer den betegnelse, man hæftede på systemet: "Stricte Observans" (= streng lydighed).

Loge efter loge sluttede sig til systemet, hjulpet godt på vej af von Hunds løfter til brødrene om fornemme riddertitler og mere forblommede antydninger af, at helhjertet tilslutning til systemet muligvis kunne medføre betydelige økonomiske fordele. Det sidste kom, så vidt vi ved, til at gå i opfyldelse, i hvert fald for hans eget vedkommende, selv om det på ingen måde gav ham personlig rigdom. Han brugte alt, hvad han ejede, på Ordenen og han efterlod sig intet, da han døde.

Von Hund havde en medarbejder, som i begyndelsen stolede blindt på ham. Han hed Johann Samuel Leucht, men kaldte sig Georg Friedrich von Johnson-Fiinen, almindeligvis blot kaldet: Johnson. I 1765 - havde de et alvorligt sammenstød, hvor de beskyldte hinanden for at være svindlere. Det er ikke utænkeligt, at de begge havde ret. Det skulle jo ende galt! Begge henviste til hemmelige fuldmagter fra alt frimureris virkelige Stormester, hvis navningen af dem naturligvis turde nævne til andre, ej heller til hinanden. Det kunne kun ende med en katastrofe for mindst en af dem.

Von Hund gik af med sejren. Johnson stak af med ordenskassen, men blev arresteret og idømt livsvarigt fængsel. Han blev anbragt på slottet Wartburg, hvor han sad til sin død 10 år senere.(Der er vist ikke brug for yderligere dokumentation for, at systemet blev kaldt Stricte Observans!) Det hævdes, at han på Wartburg blev indsat i det selvsamme rum, hvor Martin Luther i sin tid havde været i forvaring. Det var ikke i egentlig forstand som Ordenens fange, han sad på Wartburg. Ordenen ejede ikke Wartburg, men Ordenen betalte for hans ophold og for garantien for, at han blev, hvor han var.

Vi kan undre os over, at von Hund valgte denne dramatiske og for ham selv og hans tilhængere meget besværlige løsning på striden mellem ham og Johnson. Påstand stod mod påstand, og man skulle vel tro, at der havde været muligheder for - på en mindre dramatisk måde - at få afgjort, hvem af parterne der havde ret. Den af de to, som havde den hemmelige stormesters tillid, kunne vel også af ham have fået at vide, at det havde den anden ikke. Von Hund synes slet ikke at have fået den ide. Og ingen hemmelig stormester tog initiativ til at støtte ham. Heller ingen hemmelig stormester greb ind til fordel for Johnson. Den hemmelige stormester havde formentlig ytret sig, hvis han havde eksisteret!

Von Hund havde vistnok haft tanker om, at Johnson kunne have været ham nyttig som medarbejder til at udbrede sit system. Det kom altså til at gå anderledes. Men der dukkede en anden op: Johann Christian Schubart, senere adlet under navnet Edlervon Kleefeld. Han rejste utrætteligt rundt, først i Tyskland og overtalte den ene loge efter den anden til at gå over til von Hunds system. På et tidspunkt kom Schubart i forbindelse med den daværende stormester for Danmark, grev Danneskiold-Laurvig, som inviterede ham til København for at overbevise brødrene der.

"25. februar 1765 rejste han fra Hamborg og det blev en alt andet end behagelig rejse. Dag og nat uden ophør kørte han ad elendige, opblødte veje og han måtte gøre en omvej på over 6 mil for at komme over Lillebælt. Først den 1. marts nåede han syg og elendig til Nyborg og der mødte ham så udsigten til at måtte ligge i længere tid, da Storebælt var tilfrosset mindst en halv mil ud fra begge kyster. Imidlertid slap han hurtigere, end han havde ventet, idet han allerede den 3. om morgenen kunne forlade Nyborg ombord i en isbåd, som han måtte betale med 8 dukater. Adskillige gange under overfarten måtte han hjælpe til med at tømme båden for vand og is og en gang væltede den, men efter et ufrivilligt ophold på Sprogø, hvorhen drivisen førte dem, nåede han dog lykkeligt og med hele lemmer til Korsør og den 5. marts ankom han til København." (Bugge 11,38)

Her var det hans plan hurtigst muligt at optage de danske frimureres førstemand grev Danneskjold-Laurvig i Stricte Observans, men dette blev en smule forsinket af, at greven netop da havde det uheld, at en klodset affære med en kgl. skuespillerinde blev offentligt kendt, hvorfor han af kongen blev sat i husarrest et stykke tid.

Denne skandalehistorie stemte sådan set overens med det billede, Schubart i forvejen havde dannet sig af grev Danneskjold-Laurvig: "Han er ædel og højmodig, hans årsindtægt anslår man til 30.000 RdL, men når året er omme, har han gæld. Han er en mand i sin bedste alder, der ikke blot snubler ganske forfærdeligt over det sjette bud, men end også falder over det og detmed et sådant spektakel, at både hoffet og hele byen hører og ser det." (Bugge 11,39)

Egentlig var der ikke meget kød på den historie, der af samtiden blev blæst op til alletiders skandale. Greven havde fattet stærk interesse for den kgl. skuespillerinde Mette Marie Rose og det har ikke udelukkende været af kunstneriske grunde. På et tidspunktfår han hende indlogeret i sit palæ og det sker (så vidt vi ved) efter aftale med og godkendelse af pigens moder. Men den offentlige mening fik hurtigt forvandlet dette til et veritabelt bortførelsesdrama og de vildeste rygter var i omløb i København. Det lykkedes ikke at få standset rygterne og på kongens ordre måtte grev Laurvig tage ophold på et af sine godser i Norge, altså en veritabel landsforvisning, der dog kun kom til at vare et par år.

Schubart filosoferer: "Hele affæren er i og for sig latterlig, men fejlen er, at han trampede afsted i store vandstøvler og ikke listede af i tøfler. Men den store hob og de folk, der synder seks gange så meget i mørke kroge, ved at han er stormester og pøbelen slutter fra hovedet til, hvordan lemmerne er. Dette er meget uheldigt!" (Bugge 11,39)

Husarresten viste sig ikke at være nogen hindring. Optagelsen fandt sted hjemme hos greven. Schubart, der endnu ikke kendte kongens planer om landsforvisning, synes at stille store forventninger til denne optagelse. Han noterer: "Hans (altså grevens) iver er ganske usædvanlig og selv om den skulle aftage noget, så tror jeg dog, at han vil komme til at gøre os stor gavn, og han er stillet således, at han kan gøre det. Midt i Storebælt på vejen fra Nyborg til Korsør ligger en rar lille ø, som hedder Sprogø, på hvilken drivisen nødte mig til at lande, da jeg rejste hertil. Denne lille ø syntes jeg godt om, uagtet den kun er lidt dyrket og der endnu ligger mange ruiner af et tidligere smukt slot, som i gamle dage har været benyttet som magasin af nogle berygtede sørøvere. Jeg har ladet ham forstå, at han burde søge at erhverve den for Ordenen. Han er fuldt villig dertil og der kan anlægges meget godt på denne lille ø." (Bugge11,40)

Vi får desværre intet konkret at vide om Schubarts visioner om Sprogø. Planerne blev aldrig realiseret, måske på grund af grev Laurvigs landsforvisning. Det kunne ellers have været ganske spændende at vide, hvad han havde i tankerne. Men vi kan jo more os med at forestille os, at handelen var gået i orden, med deraf følgende senere tiders avisoverskrifter: "Folketinget vedtager byggeriet af Storebæltsbroen. Trafikministeriet indleder forhandlinger med Den Danske Frimurerorden om køb af Sprogø". Det lykkedes Schubart at overtale de danske loger til at gå over til von Hunds system og i årene 1765 til 1776 var det von Hund, der officielt figurerede som den egentlige leder af frimureriet i Danmark.

Det system, som blev skabt af von Hund og som var enerådende herhjemme i disse 11 år, har sat dybe spor i det danske frimureri, på både godt og ondt. Vi har i mange af vore ritualer bevaret gode detaljer, som kan føres tilbage til Stricte Observans. Og der er ingen tvivl om, at man i Sverige, hvor det nuværende svenske system blev til, har ladet sig inspirere af Stricte Observans og har benyttet en del af systemets ydre struktur som rammer, men man har været meget konsekvent med at udrense alt det, der ikke syntes foreneligt med den frimureriske idé.

Men det kunne se ud, som om vi stadig på et ganske bestemt område kan ane von Hunds skygge på væggen. Det var for ham meget magtpåliggende at overbevise brødrene om, at de ved at slutte sig til hans system kunne forvente store økonomiske fordele. Systemet havde en påfaldende lighed med det, vi kender som forbudte kædebreve, hvor de sidst tilkomne deltagere indbetaler et pengebeløb til de foregående og hvor idéen så er, at man ved at rykke tilstrækkeligt langt op i rækken, når nye kommer til, kan gøre sig håb om at modtage kæmpesummer. Noget tyder på, at Stricte Observans stillede i udsigt, at jo flere nye, der tilsluttede sig og betalte hvad det kostede, jo bedre var udsigterne til økonomiske fordele for dem, der var nået ind i systemets inderste. Det skulle gøres til noget tillokkende både at skaffe nye medlemmer og selv at avancere i systemet.

Muligvis har vi her oprindelsen til den - også i vore dage - udbredte forestilling, at frimurere sikrer hinanden økonomisk. Det er over 200 år siden, Stricte Observans ophørte med at fungere. Men myten fra dengang om, at frimureriet er en sikker forsikringsinvestering, er ikke så let at slå ihjel.

Jeg skal give et eksempel på, hvordan man i Stricte Observans' dage kunne blande frimureri og økonomi sammen på en måde, der - set med vore øjne - må tage sig mildest talt besynderlig ud. En københavnsk broder (Malleville) ejede en plantage i Dansk Vestindien. Plantagen havde brugfor at få tilført ny kapital. Han foreslog Ordenens danske ledere, at de mod behørig sikkerhed i plantagen lånte ham 15.000 Rdl. I København var man nok interesseret, men kunne ikke skaffe pengene. Han forelagde så sagen for von Hund i håb om at få gjort ham personligt interesseret. Han tilføjer nogle oplysninger, der i hans korrespondance med brødrene i København kun stod at læse mellem linjerne. Det hele kan godt gå hen og blive en ganske indbringende forretning for den eller dem, der kan eller vil investere. Pengene skal nemlig i virkeligheden ikke investeres i plantagen direkte, men skal sættes i - slavehandel!

Desværre er von Hund ikke i stand til at hjælpe en broder i nød, for der er for tiden ingen penge i kassen, men han takker for det smukke tilbud og skulle det være en anden gang! Von Hund døde 1776. Allerede inden hans død var man mange steder begyndt at tvivle om holdbarheden af det system, han stod for. Antydningerne af, at det hele hvilede på en enkeltmands fantasier, blev mere og mere påtrængende. Efter hans død forsøgte andre at hindre, at korthuset faldt sammen. På et tidspunkt optrådte der en Freiherr Gottlieb v. Gugomos, som påstod at være i besiddelse af både finere fuldmagter og større viden end von Hund nogensinde havde haft.

Han var en mester i at bruge tågede omsvøb, når nogen forsøgte at gå ham på klingen, men han lod antyde, at den hemmelige viden, han var i besiddelse af, var så hemmelig, at andre kun kunne få del i den, hvis man mødtes under højtidelige former i et særligt hemmeligt tempel og da man ikke havde et sådant, måtte det først bygges. Templet skulle indrettes efter særlige forskrifter, som kun Gugomos kendte og kun han selv var i stand til at rejse til Cypern og hentede hellige kar, som var nødvendige. Brødrene lyttede åndeløst, da han berettede om den kommende indvielse af dette hemmelige tempel. På alteret skulle der lægges offergaver og ild fra himlen skulle fortære dem i selve indvielsesøjeblikket.

Det lykkedes ham virkelig at skabe interesse for projektet også hos danske brødre, som lovede ham økonomisk støtte, dog på betingelse af, at han leverede endegyldigt bevis for sine påstande. Han kom aldrig afsted til Cypern. I stedet bosatte han sig i Holland. I Danmark følte man sig noget foruroliget over vedholdende rygter om, at han i Frankfurt skulle have pantsat to jernkister, indeholdende alle hans ordenssager. En broder, der tilfældigt mødte hans tjener, tog denne i forhør. Tjeneren røbede, at alt, hvad Gugomos havde vist frem af dokumenter og segl, havde de to selv fremstillet. Brødrene i Danmark hørte intet til Gugomos, førend han i 1780 skrev et brev, hvori han indrømmede at have ført dem bag lyset. Han undskyldte sig med, at han selv i sin tid var blevet indviet af en, som han dengang stolede blindt på, men som nu havde vist sig at være en bedrager. De hjemmelavede akter kommenterede han ikke. Dette blev enden på Stricte Observans i Danmark. Et eventyr var forbi. Eventyrenes tid var forbi.

Stilfærdigt, uden de store armbevægelser, gik man herhjemme i 1782 over til et helt andet frimurersystem, Det Rectificerede System, der egentlig ikke var særlig spændende og indholdsrigt. Men det var som om man efter disse eventyrår trængte til at komme til hægterne under meget stilfærdige former. Det Rectificerede System banede vejen for det næste systemskifte, som fandt sted i 1858, da man herhjemme fandt tiden moden til at slutte sig til Det Svenske System. Og det har vist sig at være mere levedygtigt. Det lever den dag i dag i bedste velgående. Vognen kører og de nuværende heste har kræfter til lange stræk endnu.

Men det er en anden historie.

Niels Aarup