Grænselinjer
(Foredrag i Malmø 3/10 1998)
I Danmark har frimureriets historie været mere turbulent end i Sverige. Det svenske system indførtes i 1858. Det afløste det rectificerede system, som havde været i brug siden 1782, da man forlod Stricte Observans, der havde været det officielle system siden 1765. Før den tid havde der været 22 års eksperimenter med forskellige engelsk og tysk inspirerede frimurersystemer.
Det svenske system er som bekendt en kristen orden. Det er fastslået i Ordenens Fundamentalkonstitution, der i indhold er nogenlunde identisk med den svenske. Den danske Fundamentalkonstitution lyder den helt centrale formulering i kap. 19 således:
"En fremmed søgende skal for at kunne foreslås tiloptagelse i Ordenen opfylde følgende betingelser:
Han skal være fyldt 21 år og have bopæl i Danmark på det tidspunkt, da optagelsen skal finde sted.
Han skal være døbt med den kristne dåb og bekende sig til den kristne tro.
Han skal være rådig over sit bo.
Han må ikke have udvist adfærd, der anses for uværdig.
Han skal anses for egnet til at påtage sig en frimurerbroders forpligtelser."
Med disse formuleringer er der på forhånd sat visse bestemte grænser for, hvem der kan optages i Den Danske Frimurerorden og hvem der ikke kan. Der er også markeret en grænse i og med det fem gange gentagne ord "han".
Med andre ord: Adgangen til Ordenen står åben for mænd over 21 år, af kristen religion, frie og værdige mænd, som må anses for egnede til at lade disse egenskaber udvikle sig yderligere ved de muligheder, som Ordenen stiller til deres rådighed. Enhver, som opfylder disse betingelser, vil kunne optages i Ordenen. Men i disse betingelser ligger der også en indirekte definition af, hvem der ikke vil kunne optages. Hvorfor er der overhovedet sat grænser? Hvad er en grænse? Lad os begynde med at slå fast, at en grænse kan opfattes enten som noget positivt eller som noget negativt. En positiv grænse definerer, hvem der er velkommen. En negativ grænse definerer, hvem der er uvelkommen.
Undertiden kan den (eller de), der foretager definitionen, have interesse i, at definitionen i sin ydre form er positiv, selv om den indre mening viser sig at være modsat. Et markant eksempel kunne være den nazistiske definition af, hvem der kunne accepteres som fuldgyldig borger i Det Tredje Rige. Man skulle tilhøre den såkaldte ariske race. Kun de, der tilhørte den ariske race, var berettiget til at nyde det privilegium at kæmpe uden anden betingelse end at sejre eller dø. Det ariske kriterium blev som bekendt brugt til at afgrænse og udskille dem, der ikke opfyldte betingelserne. For jøder (og andre "mindreværdige elementer") førte dette til historiens hidtil største massemord.
En positiv grænse definerer, hvem der er velkommen. En negativ grænse definerer, hvem der er uvelkommen. Alt frimureri opererer med grænser, som definerer, hvem der har adgang til at blive medlem af broderskabet. I polemik mod frimureriet (og undertiden også i polemik inden for frimureriet) hænder det undertiden, at disse grænser bliver karakteriseret, som om de var negative grænser. Det er imidlertid en tanke, som ligger umådeligt fjernt fra enhver frimurerisk idé. Det er nødvendigt at afstikke nogle retningslinjer for, hvem frimureriet skal henvende sig til og disse grænselinjer må på en eller anden måde fastslå det positive i frimureriet, således at den, der nærmer sig, kan have en ide om, hvad det er, han nærmer sig. Hvis han f.eks. nærmer sig med en forventning om, at en frimurerloge er en selskabelig forening, vil han blive skuffet, når han opdager, at det bærende i frimureriet er et arbejde med åndelige værdier. Det må derfor være nødvendigt på forhånd at definere en ramme for arbejdet, et formål med arbejdet. Så kan den, som måtte være interesseret, nærme sig. Og den, som ikke måtte være interesseret, kan på forhånd vide, at dette ikke er noget for ham.
Disse ting er i Det Svenske System defineret i Fundamentalkonstitutionen og det er i øvrigt faddernes opgave at belyse hovedpunkterne i Ordenens formål på en sådan måde, at en recipiend ikke møder helt uforberedt til sin optagelse.
Den Danske Frimurerorden har som nævnt arbejdet efter Det Svenske System i 140 år. Men der findes også andet frimureri i Danmark end Den Danske Frimurerorden. Af egentligt, anerkendt frimureri eksisterer der for tiden tre forskellige systemer, der har et tæt samarbejde, men som alligevel, hver for sig, har bevaret deres individualitet. De to andre systemer er "Det Danske Frimurerlaug af gamle frie og antagne murere" og "Sct. Johannes Logeforbundet af gamle, frie og antagne murere, De gamle Pligter" (Til daglig kaldes de hhv. "Frimurerlauget" og "De GamlePligter"). Begge disse systemer hører hjemme i det, man undertiden kalder "det humanitære frimureri" og hvor man har en anden opfattelse af frimureriets oprindelige idé end man har i det kristne frimureri. Alle tre systemer vedkender sig deres arv fra middelalderens kirkebygmestre og fra de engelske loger, der etablerede sig i det berømte år 1717. Alle tre systemer fastholder den oprindelige trinvise inddeling i tre grader, som er alt frimureris grundvold. Lærling - Svend - Mester, siger man i Lauget og De Gamle Pligter. Lærling - Medbroder - Mester, hedder det i Det Svenske System. Forskellene har ikke noget at gøre med, at man har forskellig betegnelse for II grad. Det er kun noget ydre. Det er også kun noget ydre, at arbejdstavle og indretning af logesale udviser visse forskelle. Selv dette, at ritualerne er meget forskellige, er i grunden af mindre betydning. Og alle de tre danske systemer er ægte frimurersystemer, selv om de to af dem har tre grader, mens det tredje er et højgradssystem.
De to andre systemer har eksisteret i Danmark gennem det meste af dette århundrede i nogen grad i skyggen af Den Danske Frimurerorden, indtil der i 1959 blev etableret en samarbejdsaftale mellem Ordenen og de Gamle Pligter og i 1961 mellem Ordenen og Frimurerlauget. Aftalen indebærer, at man gensidigt anerkender hinanden og har besøgsret hos hinanden. Ordenen anerkender, at der findes humanitært frimureri og de to humanitære systemer anerkender, at der findes kristent frimureri. Brødre, som har opnået III grad i De Gamle Pligter eller i Frimurerlauget, kan, hvis de ønsker det, tilmelde sig en af Ordenens Andreasloger og senere fortsætte i Kapitlet. Ca. en tredjedel af brødrene fra de to andre systemer benytter sig af denne mulighed.
Samarbejdsaftalerne indebærer ikke, at de to andre systemer har måttet ændre deres idégrundlag. Det respekteres fuldt ud af Ordenen. Men enhver broder, der bevæger sig fra et frimurersystem til et andet, må nødvendigvis komme i nærheden af de grænselinjer, som ethvert frimurersystem nødvendigvis må have. Netop her viser det sig, at der er en væsentlig forskel på kristent frimureri og humanitært frimureri.
Det svenske system er som nævnt et kristent frimurersystem. Uden for de lande, hvor dette system praktiseres, er der fra frimurerisk side meget forskellige opfattelser af, hvorledes man som frimurere skal forholde sig til den oprindelige kristne arv i frimureriet. Dette hænger sammen med, at frimureriet historisk har udviklet sig under skiftende omstændigheder i de forskellige lande.
Det er almindeligt anerkendt, at den fælles oprindelse er de omrejsende bygmestre, der stod for opførelsen af de store europæiske katedraler i middelalderen. Bygmestrene underviste håndværkerne i de nødvendige kundskaber. Nogle af disse kundskaber betragtedes som faglige hemmeligheder, og de arbejdere, der fik sådanne hemmeligheder betroet, måtte love ikke at røbe dem til udenforstående. Det var naturligt, at alle de medarbejdere, der fik del i disse hemmeligheder, kom til at betragte sig som et sluttet broderskab. Det blev ligeledes helt naturligt, at disse brødre i fællesskab drøftede også andet end det rent faglige. De har i fællesskab gjort sig deres tanker om, at deres bygningsværk, når det blev færdigt, skulle blive en helligdom for den ene, sande Gud. Det har for disse brødre ikke været nogen fremmedtanke, at de - efter bibelsk mønster - også var medarbejdere på et åndeligt tempel, der skulle rejse sig i deres eget indre. I det svenske frimurersystem er det en fundamental tanke, at frimureriet har sin oprindelse i det kristne kirkebyggeri og at frimureriet derfor nødvendigvis må have en kristen basis.
Frimurerlauget lægger sig meget tæt op ad engelsk frimureri, der er præget af, at de frimureriske tanker bredte sig ud i verden i takt med kolonialiseringen. I kolonierne hændte det ofte, at mænd af andre religioner end den kristne, ønskede at blive frimurere, og i engelsk frimureri forlod man - bl.a. under påvirkning af den såkaldte deisme - det oprindelige krav om direkte kristent tilhørsforhold. I stedet indførte man den stadig gældende regel om, at recipienden - kun med ansvar overfor sin egen samvittighed - skal vedkende sig troen på et højere væsen. I England har der udviklet sig et kompliceret system af højgrader, som man undertiden under et kalder "supplerende grader" for dermed at antyde, at det frimureriske fundament findes i de tre første grader. De engelske højgrader praktiseres ikke i Det DanskeFrimurerlaug.
De Gamle Pligter arbejder efter de såkaldte schroderske ritualer, der stammer fra Tyskland. Systemet opstod i sin tid som en reaktion på den jungle af højgrader, der var opstået i sidste halvdel af 1700-tallet og hvis mest markante eksempel blev Stricte Observans. Det schroderske system hævdede med stor konsekvens, at alt frimureri kan rummes inden for de tre klassiske grader, hvis grundtanker er læren om menneskets fødsel, liv og død. Der kræves ikke nogen erklæring om kristent tilhørsforhold.
Den Danske Frimurerorden nævner derimod direkte i Fundamentalkonstitutionen, at forudsætningen for medlemskab er at være døbt med den kristne dåb og at bekende sig til den kristne tro. Ordenen kræver ikke sine recipiender til regnskab for, om deres kristne tro er stærk eller svag, men de gøres bekendt med, at den kristne tro er Ordenens basis. Der stilles ikke krav om medlemskab af noget bestemt kristent kirkesamfund. Alle, som er døbt med den kristne dåb, - lutherske, katolske, metodister, baptister, reformerte o.s.v. er lige velkomne. Ved enhver ansøgning om optagelse i Ordenen vedlægges der en dåbsattest som dokumentation for, at den ydre side af sagen formelt er i orden. Det kan jo nemlig let dokumenteres, om man opfylder betingelsen: at være døbt med den kristne dåb. Troen som sådan kan derimod ikke dokumenteres.
Ved overenskomsterne med de to danske humanitære frimurer systemer er det blevet aktuelt at præcisere, at Ordenen er en kristen orden. Grænselinjerne mellem kristent og ikke kristent frimureri må nødvendigvis markeres. Ikke som negative grænser for at tilkendegive, hvem der ikke har adgang, men som positive grænser, der skal fortælle, hvem derer velkomne.
Da Ordenens basis er den kristne tro, vil det fundamentale indhold i navnlig de højere grader kun give mening for den, der selv har den kristne tro som fundament og dette skal naturligvis vides af enhver broder, som måtte søge over til Ordenen fra et af de andre systemer. I praksis gøres det på den måde, at Ordenen beder om samme dokumentation fra brødre af Frimurerlauget og De Gamle Pligter, som den gør for sine egne recipiender. Ved enhver ansøgning om tilslutning til Den Danske Frimurerorden vedlægger man sin dåbsattest. Dermed ved Ordenen, at denne broder er døbt med den kristne dåb. Broderen skal ikke forklare Ordenen, hvad det betyder for ham at være døbt med den kristne dåb. Men Ordenen ved, at den nu kan bruge alle de ceremonielle midler, den har som kristen orden, til at anskueliggøre for ham, at den dåb, som han har, også er en indgang til et kristent fællesskab.
Brødre, som kommer fra de humanitære loger og modtager Ordenens højgrader, bevarer deres medlemskab af den organisation, som de tilhører. De er medlemmer af den "blå" loge, de hele tiden har tilhørt, men bliver samtidigt medlemmer af en Andreasloge i Ordenen og senere Kapitlet. Der kendes mange eksempler på, at brødre fra især Frimurerlauget har affilieret til en af Ordenens Johannesloger, når de har lært Ordenen at kende, hvorimod bevægelse den modsatte vej ikke er almindelig. Hedder nu: Johanneslogeforbundet AF GAMLE, FRIE OG ANTAGNE MURERE. (Artiklen er opdateret 2005)
Niels Aarup