En god skole

(Noget om frimurerisk pædagogik)

Frimureri er indlæring. Enhver indlæringsproces må nødvendigvis have både et mål og et middel. Der må fra begyndelsen være en nøje defineret teori om, hvad der ønskes indlært og der må være anvist farbare veje til at nå dette mål. Den frimureriske pædagogik opfylder disse betingelser. Af disse to, målet og midlet, er det første lettest at belyse. Det kan gøres med nogle citater fra Den Danske Frimurerordens vedtægter (Fundamentalkonstitutionen), der taler klart sprog om, hvad Ordenen forventer af dem, som den tilbyder denne indlæring.

"En fremmed søgende skal for at kunne foreslås til optagelse i Ordenen være døbt med den kristne dåb og bekende sig til den kristne tro."
"En frimurerbroder bør af et oprigtigt hjerte tilbede og love Gud og bør lade ærefrygt for Hans skaberværk præge ord og gerning."
"En frimurerbroder bør i al sin færd vise ærefrygt for Guds i Den hellige Skrift åbenbarede ord, som han flittigt bør læse."
"En frimurerbroder bør altid have i sine tanker de hellige ord: Alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem."
"En frimurerbroder skal uden at frygte døden dog vogte og tage vare på sit liv, thi livet er en gave fra Gud."

Fra disse udgangspunkter går der en lige vej gennem Ordenens grader, der hver på sin måde og skridt for skridt belyser livet, troen og håbet. (Læg mærke til rækkefølgen: I den frimureriske pædagogik læres der om livet før troen og håbet, hvilket på en overraskende måde bringer den velkendte grundtvigske tese "Menneske først og kristen så" i erindring. Det vender vi tilbage til.) Målet er den sammensmeltning af livet med troen og håbet, som Ordenen på god pædagogisk vis gemmer til senere i timen, hvilket i dette tilfælde vil sige længere hen mod slutningen af ordenslæren, hvor det kristne indhold vises klart. I hvor høj grad Ordenens pædagogiske mål opfyldes på den enkelte frimurerbroder, afhænger af ham selv. Ingen undervisning kan lykkes, hvis den lærende ikke er motiveret. Og alle er vel ikke lige motiverede til at lade sig lære. Det er dog ikke uden videre ensbetydende med, at de ikke får noget ud af at være frimurere. Der er brødre, for hvem det er blevet en oplevelse for livet at blive optaget i en kreds, der omsluttede dem med venskab og broderskab og så benyttede den frihed, som Ordenen også gav dem til at gøre dette til det primære for dem. "Menneske først!" Fortsættelse kan godt følge senere! Det kendes der mange smukke eksempler på.

Men her vil vi nu koncentrere os om den pædagogiske side. En og anden frimurerisk Taler har nok haft glæde af og har kunnet bruge Martin A. Hansens fine skildring fra romanen "Løgneren", Skolelæreren fra Sandø fortæller: "Ja, jeg holder af at sidde i skolestuen om morgenen. Det skal være en god dag, fin dag, siger man da til sig selv. En overraskende dag. Hvad skal man nu finde på?

Jeg kan lide at finde på et eller andet nyt om morgenen. Til børnene. Lidt overraskende at hænge op på væggen. Et nyt billede. Men der må gøres lidt, så forundringen vækkes. Da du er selv de kedsommeligste billeder, der fremstilles til skolebrug. Man hænger et sådant billede op med et klæde foran, så billedet er skjult. Lader det hænge dagen igennem sådan. Hvad da? Nogen kigger i smug underklædet. I frikvarteret bliver det ordentligt studeret. Nu ser de det og vi kan tale om det.

Eller der hænger en dag en almindelig brændesav i et bånd fra loftet. Hænger uomtalt, til vi er modne for de årtusinders snilde og erfaring, der er i en brændesav. Ruser, garn, plovjern, hammelstøj, gryder, potter, det vandrer over væggen her, tit først skjult under klædet, til forundringen er vakt over de almindelige tings skønhed. Så vidt Martin A. Hansen.

Det kunne have været en beskrivelse af den frimureriske pædagogiske metode. Det er en beskrivelse af i hvert fald en enkelt side af den symbolsproget, hvor billede efter billede vises, først som noget nyt og ukendt, siden fyldt med liv og indhold.

Enhver frimurer har vel følt den samme undren, so mgjorde, at børnene i Sandø skole kunne være åbne og motiverede, når skolelæreren lod det talte ord skabe liv over det, som indtil da kun havde været ubearbejdede synsindtryk. Frimureriske symboler er vel ikke meget talende i sig selv, men det levende ord kan give dem liv og gøre dem til formidlere på samme måde som et ægte kunstværk eller et stykke god litteratur eller musik kan bære et budskab, når vi først har lært at tolke det sprog, som det taler.

Det var netop det, der skete for børnene i Sandø skole. Først så de på billedet uden helt at forstå det. De undrede sig over det og talte måske indbyrdes sammen om netop det, der vakte deres undren. Og dermed var grunden lagt for det levende ord, som åndede liv i det døde billede, så at det blev et levende væsen, der fra nu af selv kunne bære budskabet, hver gang det siden hen blev bragt ind i synsfeltet. Sådan arbejder det frimureriske symbol. Sådan arbejder frimureriet med symbolet.

Mellemfaserne, indtil billedet får liv, findes også i den frimureriske indlæringsproces. Første fase er som nævnt selve betragtningen af billedet. Der kan undertiden gå lang tid, før en frimurerbroder opdager, at de benyttede symboler er andet og mere end dekorationer, men i denne undrende fase er indlæringsprocessen allerede gået i gang. Billedet er i færd med at præge sig i bevidstheden. I den undrende fase kan det godt lade sig gøre at tale om billedet, inden den dybere forståelse har indfundet sig. Det gjorde Sandø-børnene i frikvarteret. Det gør frimurerbroderen ved at betragte, lytte og læse.

Skolelæreren på Sandø må have været en gudbenådet fortæller. Hvis han havde været frimurer, var han utvivlsomt blevet Taler i sin loge. For det er netop en af Talerens fornemste opgaver at bruge det levende ord, som kan forvandle bogstaver og billeder til liv.

Ordenens pædagogik er audio-visuel i sin metode. Den visuelle side af sagen er brødrenes tavse iagttagelse af symbolerne. Men dette skal naturligvis følges op af den auditive side, der faktisk er indbygget i systemet. Sandø-degnens pædagogik er et godt eksempel. Lad os kigge ham overskulderen i skolestuen på Sandø.

Vi forestiller os, at han en morgen har fået den idé at udstille en eller anden genstand med tilknytning til Danmarkshistorien. Naturligvis er genstanden ikke et mål i sig selv. Den kan måske til en begyndelse vække børnenes nysgerrighed og gøre dem interesserede i at få tingen nærmere forklaret. Det gør han så, når tiden er inde. Han beskriver og forklarer, så de kan se for sig, hvordan tingen blev brugt og hvad nytte den gjorde. Men egentlig er målet først nået, når de kan se på tingen ikke med egne øjne, men se den ligesom med deres øjne, som brugte den engang. Først da får den sin plads i historien. Og først da får historien sin plads i deres forestillingsverden.

Her kan den gode fortæller udrette mirakler. Eller han kan hjælpe det på vej på andre måder, som så mangen en landsbydegn har gjort det før ham. Han kan slutte timen med at læse et kapitel fra en af Ingemanns eller Carit Etlars romaner, der nok kan åbne historiens vinduer for det åbne og modtagelige sind. Metoden bruges i vid udstrækning i den frimureriske pædagogik. Frimureriet har som bekendt dybe historiske rødder og det historiske aspekt er velegnet til at knytte forbindelse til bibelske sammenhænge.

Som bekendt har frimureriet hentet megen inspiration hos bygmestrene ved de storeeuropæiske katedraler i middelalderen. Overleveringen fortæller, at de gjorde sig deres tanker om, hvad deres bygningsværk skulle bruges til, når det ad åre blev færdigt. De følte, at uden ærefrygt for Ham, i hvis navn bygningen skulle indvies, kunne de ikke lægge hele deres sjæl i opgaven. Der blev også drøftet åndelige anliggender ved deres sammenkomster. De vidste godt, at samtidig med at de var en jordisk bygherres medarbejdere, stod de i en højere Bygmesters tjeneste. I budskabet fra Ham kunne de se sig selv som Hans bygningsfolk og de har vel kendt de bibelske ord: "Lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus." (1.Pet.2,5) "Vi er jo den levende Guds Tempel." (2.Kor.6,16)

Historie eller legende? Ingen af delene og begge dele på én gang! Overleveringen ligner den historiske roman, hvor en historisk virkelighed præsenteres i digterisk iklædning. I de gode historiske romaner er i hvertfald hovedpersonerne historiske nok, hovedbegivenhederne ligeså. Men for at gøre fortællingen læse- eller høreværdig og livfuld omgiver forfatteren sine hovedpersoner med bipersoner, som den virkelige historie ikke kender til og til begivenhederne føjer han træk, som kun hører hjemme i romanen. Egentlig historieskrivning giver det sig ikke ud for at være. Alligevel er det historie, for det kan hjælpe os til at danne os et indtryk af den tid, som den handler om. Det er endda muligt, at den historiske roman kan gøre dette indtryk mere levende, end den saglige historieskrivning formår.

Fra de middelalderlige kirkebyggeres tankeverden trækkes der linjer til tempelbyggerne i Det gamle Testamente og dermed står vejen åben til hele det bibelske budskab. På god pædagogisk vis koncenterer man sig i begyndelsen om det, som Bibelen selvsætter som begyndelsen, at Gud er Skaberen. Siden folder hele det bibelske budskab sig ud.

Sammenfattende kunne man kalde det alt sammen for en fortælling om mennesker og Gud, præsenteret i audio-visuel pædagogik. Der berettes om mennesker, der hver på deres måde var med til at forme det, som vi i dag kalder frimureriet. Der fortælles om mennesker, der ved deres tankers eller hænders værk var med til at lægge grunden og bygge videre. Der fortælles om mennesker, hvis skæbne satte afgørende præg på senere tiders tanker om liv og død. Det er et broget galleri af personer og begivenheder. Indimellem synes hovedvægten at være lagt på den almene historie, til andre tider hentydes der meget direkte til bibelske begivenheder. Den danske Frimurerorden er en kristen orden. Det vedkender den sig åbent bl.a. gennem de bestemmelser, som citeredes i begyndelsen. Men i de første grader kommer denne kristne basis kun svagt til udtryk. "Menneske først", kunne man sætte som overskrift indtil et vist punkt. Så følger fortsættelsen. Sådan er nu engang Ordenens pædagogiske metode. Hvis man kunne gå udfra at alle, der ønsker optagelse, mødte med en velfundamenteret kristen basis, kunne man vel have lagt det hele til rette i modsat rækkefølge. Men rækkefølgen "Menneske først og kristen så" er nu engang den vedtagne rækkefølge. Frimureriets rødder går langt tilbage i tiden. Hvor langt, ved ingen. Det kristne system, som kaldes det svenske system og som vi arbejder efter, er så gammelt, at det ikke kan have lært sin pædagogiske metode af Grundtvig. Det digt, som har titlen "Menneske først og kristen så", er skrevet i 1837, men det svenske frimurersystem var under udvikling allerede i midten af 1700-tallet. Der foreligger på den anden side heller intet om, at Grundtvig skulle have modtaget nogen form for inspiration fra frimureriet eller fra frimurere. Hvoraf kommer da denne tilsyneladende overensstemmelse?

Frimureriet og Grundtvig har fælles rødder og dem skal vi i dette tilfælde finde i oplysningstiden, hvilket kan belyses med et ikke særligt kendt Holberg-citat: "Børn må gøres til mennesker, førend de bliver kristne." (fra "Moralske Tanker", 1744) Hans Egede kendte i øvrigt også begrebet. Han skrev allerede 1724 om grønlænderne: "Først må de gøres til mennesker, førend de kan blive kristne mennesker."

Ordenen har således valgt at bruge den pædagogiske metode, som andre har karakteriseret med udtrykket "Menneske først og kristen så." Og denne metode kombineres som nævnt med en vandring ad den bibelske vej, hvor man i Det gamle Testamente begynder med troens fundament, at "Gud har skabt mig", for så omsider at nå det mål, der var sat fra begyndelsen. Den del af Bibelen, hvor Kristus er Herren og det menneskeliv, der har Kristus som vejen, sandheden, livet og håbet.

Hvorfor skal dette i grunden være så hemmeligt? Vil nogen måske spørge. Myten om det hemmelige i frimureriet er netop kun en myte. Det centrale i frimureriet er indholdet og det er på ingen måde hemmeligt. En ikke uvæsentlig side af dette indhold er beskrevet i det foregående. Men ligesom man altid bør skelne mellem indhold og form, således bør der også skelnes mellem væsentligt og uvæsentligt. Indholdet er væsentligt og det vil til enhver tid kunne lægges åbent frem. Formen er på en måde også væsentlig, i hvert fald for dem, der oplever den i levende brug.

Formen vil imidlertid ikke kunne beskrives på samme måde som indholdet. Formen har at gøre med en oplevelse, hvor ord, toner og billeder er smeltet sammen til en helhed. De enkelte detaljer kunne måske beskrives enkeltvis, men de vil ikke give noget indtryk af helheden, før de er smeltet sammen. Børnene i Sandø skole lærte historie gennem oplevelse i deres skolestue. Det var ikke blevet den samme intense oplevelse, hvis skolelæreren havde givet dem en lektie for og senere havde hørt dem i den. Ingen havde fortalt dem på forhånd om den oplevelse, som deres historietime skulle blive og netop dette gjorde oplevelsen dobbelt intens. Og derfor: Havde nogen på forhånd spurgt skolelæreren "Hvad skal det så handle om i morgen?", ville han utvivlsomt blot have svaret "Vent og se!" Sådan var nu hans pædagogiske system.

Den, der måtte stille det samme spørgsmål til frimureriet, må nøjes med det samme svar: "Vent og se!" Enhver, som opfylder betingelserne for at blive optaget, vil være velkommen til at komme og både høre, se og opleve, men er man ikke indstillet på at opleve i det fællesskab, som oplevelsen er designet til, vil detaljerne aldrig kunne blive andet end løsrevne brokker. Derfor er disse detaljer ikke tilgængelige for andre end dem, der har ønsket at opleve dem i levende brug. Og her er vi så nået til det punkt, hvor en og anden vil stille et rimeligt spørgsmål: "I siger, at jeg er velkommen. Men hvordan kan jeg vide, om dette her er noget for mig, hvis jeg ikke på forhånd kan sætte mig ind i, hvad det hele handler om?" Hvordan bliver man medlem af en familie? Først og fremmest, naturligvis, ved at blive født ind i den. Men der findes som bekendt også andre veje. I moden alder kan man blive medlem af en familie, fordi man var eller blev knyttet med stærke bånd til en, som i forvejen hørte til denne familie. Ved disse bånd bliver man optaget som medlem af den nye familie. Endda med det privilegium at blive medansvarlig for, at familien føres videre.

Ganske vist kan frimureriet på ingen måde sammenlignes med et ægteskab. Alligevel er det noget, der ligner. Det kaldes et broderskab og et broderskab kan man blive medlem af, hvis man føler sig knyttet til nogen, som er med i forvejen. Det er vel ikke sædvane, at en vordende ægtefælle foretager minutiøs research forud for sin beslutning om at slutte sig til en ny familie. Man følges med sin ledsager ind i den nye familie og gensidig tillid vil almindeligvis bane vejen. Således også i frimureriet. Man følges med en, som man har tillid til, men har man på forhånd ikke tillid til dem, som færdes der i forvejen, vil man finde døren lukket.

Det hænder undertiden, omend sjældent, at en, som ønsker at blive medlem, slet ikke kan henvise til nogen bekendt, som kan formidle hans optagelse. Dette vil dog ikke være noget problem. Der vil altid kunne formidles og etableres kontakt til en eller flere, som vil yde al nødvendig hjælp. Men personlig kontakt er ubetinget nødvendig.

Frimureri er ikke et entydigt begreb. Der findes mange typer frimureri rundt om i verden og hvad der er fortalt her, handler i særdeleshed om det såkaldte Svenske System, der praktiseres i de skandinaviske lande samt i dele af Tyskland. Det Svenske System adskiller sig fra andre systemer ved at lægge stor vægt på frimureriets oprindelige kristne indhold. Dette er i andre lande blevet afsvækket og denne afsvækning har nogle steder, specielt i de sydeuropæiske lande, ført til et til tider meget anstrengt forhold mellem kirke og frimureri. Paven forbød på et tidspunkt katolikker at være frimurere, men på grund af det positivt kristne indhold i det skandinaviske frimureri er dette forbud ikke gældende her og Den Danske Frimurerorden tæller mange katolikker blandt sine medlemmer.

Niels Aarup