Kristent Frimureri
(Foredrag i Andreaskirken 1995)
Mens jeg for snart 30 år siden var præst på Bornholm, var jeg en dag sammen med en mand fra Rønne. Han var medlem af frimurerlogen der og han spurgte mig, om det ikke kunne være noget for mig at være med.
Jeg vidste ikke ret meget om frimureri. Noget om, at det havde med personlighedsudvikling at gøre. Noget med symboler og ritualer. Og så ikke ret meget mere. Så jeg bad om lidt mere information. Jeg fik nok til, at jeg hurtigt bestemte mig til at sige ja. Der var navnlig en ting, der gjorde indtryk på mig og det var nok det, der gjorde udslaget. Nogle ord som jeg den dag i dag er i stand til at gengive ordret: "Ved vore aftener i logen arbejder vi efter nogle ældgamleog fantastisk righoldige ritualer. De er så indholdsmættede, at vi undertiden føler, at vi har brug for en teolog til at hjælpe os med at afdække nogle af de rigdomme, de indeholder." Jeg blev så optaget i logen og blev dermed medlem af Den Danske Frimurerorden, et skridt, jeg aldrig har fortrudt.
Jeg opdagede hurtigt, at det ikke var overdrevet, at ritualerne var righoldige. De var så spændende, at jeg kunne hente inspiration der til meget af det, jeg skulle sige som præst og senere, da jeg tog fat på den opgave, jeg havde påtaget mig i logen, at fortolke ritualerne, fandt jeg ud af, at inspirationen også gik den anden vej. I utallige sammenhænge kunne jeg bruge, både hvad jeg havde læst mig til som teolog og hvad jeg arbejdede med til daglig som præst. Det var den helt ideelle kombination. Og det har det været lige siden. I mange år har jeg rejst land og rige rundt for at tale i de forskellige loger og det er også gennem årene blevet til en del skriverier for frimurere. Omtrent samtidig med at jeg blev pensioneret fra mit embede som sognepræst i Ballerup, overtog jeg min nuværende post i Ordenen, som indebærer, at jeg er formand for de præster, der er medlemmer. Det er også min opgave at være en slags teologisk konsulent for Ordenen og se efter, at det kristne grundindhold, som er Ordenens basis, bliver fastholdt.
I snart 30 år har jeg som sagt arbejdet med disse spændende ting. Og det er i grunden utroligt, at man hver eneste gang, man deltager i Ordenens arbejde, er i stand til at opdage nye, spændende og inspirerende sammenhænge. Men sådan er det.
På den baggrund ser det ud som en helt umulig opgave. I løbet af et kvarters tid at skulle give en bare nogenlunde dækkende fremstilling af, hvad det hele går ud på. Jeg vælger et lille hjørne ud af hele denne vældige verden og så pløjer vi et par furer der. Det vil sikkert være mere nyttigt og givende end at harve hele marken i lyntempo.
Jeg vil fortælle lidt om, hvordan det hele i sin tid er opstået. Der ligger et slør over frimureriets ældste historie. Kun i enkelte glimt er vi i stand til at efterspore dets rødder.
Den del af frimureriets historie, hvor kilderne er tilgængelige og hvor frimurernavnet er enerådende, begynder med året 1717. Det var det år, da fire små London-loger sluttede sig sammen og dannede verdensførste storloge. Hvad der ligger før dette årstal, fortaber sig i det dunkle. Frimurere og frimurerloger har der naturligvis været også før 1717, for de fire loger, der sluttede sig sammen, må jo have haft hver sin forhistorie. Det kender vi blot intet til.
Alligevel er vi på nogenlunde sikker historisk grund, når vi sporer frimureriets rødder tilbage til middelalderens katedralbyggeri og til det, som i denne forbindelse kaldes "byggehytterne".
Et billede fra ældgamle tider toner frem. De såkaldte frie murere var de bygningsfolk, der blev tilkaldt, når et domkirkebyggeri skulle begynde. Arkitekter, stenhuggere, murere og tømrere var, mens de arbejdede på den fælles opgave, fritaget for at være organiserede i byernes særskilte håndværkslaug. Det menes, at det var derfor, de kaldtes "de frie murere".
Vi kan forestille os, at de på et meget tidligt tidspunkt har rejst et midlertidigt træhus, hvori de kunne holde deres byggemøder. Der var mange ting, som krævede indgående drøftelse og gensidig orientering. Byggehytten, som dette træhus blev kaldt, blev rejst tættest muligt på den kommende byggeplads, og måske brugte man ligefrem kirkens ene ydermur som langvæg, så snart den var rejst. Sådanne byggehytter kan i øvrigt ses den dag i dag rundt om i Europa, hvor store middelalderlige kirkebygninger er under restaurering.
De omrejsende frie murere kendte til faglige hemmeligheder, som var gået i arv fra far til søn. Disse hemmeligheder delagtiggjorde de hinanden i, men de var meget påpasselige med, at ingen udenforstående fik indblik i de ting, som de gerne ville beholde for sig selv.
Vi ved, at de også gjorde sig deres tanker om, hvad deres bygningsværk skulle bruges til, når det ad åre blev færdigt. De følte, at uden ærefrygt for Ham, i hvis navn bygningen skulle indvies, kunne de ikke lægge hele deres sjæl i opgaven. Derfor blev der også drøftet åndelige anliggender i byggehytten, og det rygtedes i byen, at der førtes opbyggelige og spændende samtaler, som gik langt ud over det håndværksmæssige. Det hændte, at udenforstående folk fra byen, altså ikke-håndværkere, fik lov til at være med i disse samtaler. De "antagne murere" kaldte man dem, der på den måde sluttede sig til de "friemurere" og herfra stammer det endnu i vore dage brugte udtryk: "Frie og antagne murerbrødre".
Fra byggehytten går der en lige vej til det, der senere blev til logen. Og det er vigtigt at holde fast, at denne lige vej både begyndte og fortsatte blandt mennesker, hvis ledetråd var troen på Skaberen og budskabet fra Johannesevangeliets 1. kapitel om, at "Ordet blev kød og tog bolig i blandt os og vi så Hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed". I byggehytten kender man og drøfter planen for det bygningsværk, der er i gang. I byggehytten opbevarer man værktøjet, når det ikke er i brug. Byggehytten er så at sige sjælen i arbejdet. Der lærer håndværksfolkene at lytte til den tavse tale fra både materialer og værktøj. Som hver enkelt del har sin plads og sin funktion i den samlede plan, således er der også til hver enkelt medarbejder en plads og en funktion i Den Almægtiges plan.
Den byggehytte er oprindelsen til senere tiders frimurerloger. En skønne dag er domkirken færdig. Den bliver indviet og taget i brug. Håndværksfolkene rejser videre til deres næste opgave. Byggehytten må fjernes, for den er der jo ikke brug for mere. Eller er der? De af byens folk, som mødtes der, har vel følt, at de åndelige værdier, som de samledes om, var for værdifulde til blot at høre op. De flytter andetsteds hen, finder et sted i byen, hvor de fortsat kan mødes. Men deres videre arbejde ligger nu helt på det åndelige eller billedlige plan. Det symbolske frimureri ser dagens lys. Byggehytten er blevet til loge. Der er ikke længere brug for det håndgribelige værktøj. Det tog håndværkerne med sig, da de rejste. Men de billedlige værdier, som blev knyttet til hvert enkelt stykkeværktøj, lever.
Vi har fulgt de frie og antagne murere på deres vej fra byggehytten til logen, hvor frimurere den dag i dag kan gøre den erfaring, at tingene får mund og mæle og at de med deres tavse tale forkynder det samme budskab, som alle dage har været frie og antagne mureres ledestjerne. Budskabet om, at "Gud har skabt mig" og at "Ordet blev kød og tog bolig i blandt os,og vi så Hans herlighed".
Frimureriet er et tilbud om hjælp og inspiration til at arbejde med sig selv på kristen grund. Denne kristne basis fremgår klart af Den Danske Frimurerordens grundlov, der med et gammelt udtryk kaldes "Fundamentalkonstitutionen". Fra den citerer jeg: "Den, der ønsker at blive optaget i Ordenen, skal være døbt med den kristne dåb og bekende sig til den kristne tro." "En frimurerbroder bør i al sin færd vise ærefrygt for Guds i Den hellige Skrift åbenbarede ord, som han flittigt bør læse." "En frimurerbroder bør altid have i sine tanker de hellige ord: Alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem." Der findes rundt i verden mange forskellige typer frimureri. Nogle steder lægger man ingen eller meget lille vægt på det kristne grundindhold, der egentlig burde være en kostbar arv fra dem, som skabte frimureriet i tidernes morgen. Men i Skandinavien er frimureriet formet efter det såkaldte svenske system. Det er et helstøbt kristent frimurersystem, der uden i øvrigt at tilgodese nogen enkelt trosretning, indeholder hele det bibelske budskab.
Frimureriet er ikke en kirke. Frimureriet er ikke en religion. Men det er en sammenslutning af mennesker, der vedkender sig, at de har en religion og er medlemmer af en kirke.
Og det er ofte set, at den religiøse bevidsthed og det kirkelige tilhørsforhold kun har været svagt udviklet hos en, der blev optaget som frimurer, men at netop frimureriet blev vejen til et aktivt og levende engagement i den menighed, som han hele tiden havde tilhørt.
Niels Aarup