En kristen orden

Overskriften bruges ofte om Den Danske Frimurerorden. Udtrykket er ikke en floskel. Ordenens basis er den kristne tro. Ikke alt frimureri vedkender sig denne basis på samme tydelige måde som det svenske system, men det kristne indhold har i vort system sat sit præg på hele gradsforløbet. Svagt i begyndelsen, måske. Tydeligere efterhånden. I de højere grader træder det så tydeligt frem, at ingen kan være i tvivl. Ordenen er således et kristent fællesskab. Der findes mange kristne fællesskaber.

Ethvert kirkesamfund er et fællesskab om centrale kristne værdier, men disse kristne værdier kan godt være forskelligt prioriteret. Der kan være ret så store forskelle i gudstjenesteform eller læreindhold, men bag alle forskelle ligger der noget meget centralt, som alle er fælles om. Når kristne fra forskellige kirkesamfund ind imellem mødes, vil det ikke være naturligt at markere de indbyrdes forskelle. I stedet er der brug for at skære igennem til det, som de alle har tilfælles, nemlig Bibelens ord. Og får man lyst til at bruge en overskuelig og koncentreret sammenfatning af det fælles bibelske grundlag, er trosbekendelsen et udmærket hjælpemiddel.

Ordenen er et kristent fællesskab, men ikke et kirkesamfund. Ordenen har nemlig ingen specialformuleringer af det kristne indhold. Den overlader til den enkelte broder selv at fortolke det bibelske budskab og til at være tilsluttet det kirkesamfund, der er naturligt for ham. Derved bliver Ordenen et grænseoverskridende kristent fællesskab.

Det giver jo sig selv, at hovedparten af brødrene vil være medlemmer af det kirkesamfund, som flertallet af befolkningen tilhører. Det er imidlertid indlysende, at den statistiske fordeling af medlemmer i de forskellige eksisterende kirkesamfund også må afspejle sig i Ordenen, da den som nævnt ikke tilgodeser nogen bestemt trosretning på andres bekostning. Forskellene mærkes ikke meget i Ordenens dagligdag. Det er, som det skal være. Men ind imellem opdager man mere eller mindre tilfældigt, at en broder, som man taler godt med, har sin gang i et andet kirkesamfund end ens eget. Det er, som det skal være. Folkekirkemedlemmer, katolikker, reformerte, metodister, baptister og meget andet kunne nævnes. Ældrebrødre i København vil muligvis kunne huske broder Schischko, der var tilflyttet russer og havde sin gang i den russisk-ortodokse kirke i Bredgade. Det var ham, der plejede at sige, at han var født i Sankt Petersborg, vokset op i Petrograd og flygtet fra Leningrad.

I Ordenen er det en værdifuld tradition, at man ikke diskuterer forskelle i religiøs eller politisk opfattelse og denne gode regel skal naturligvis også respekteres af de brødre, der giver sig af med at tale og skrive. Ingen talende eller skrivende broder må i mindste måde rejse tvivl om, at han henvender sig til alle og ingen lyttende eller læsende broder må på nogen måde føle, at det talte eller skrevne ord sætter ham uden for fællesskabet. Med en smule omtanke vil denne gode regel ikke være vanskelig at håndtere.

Niels Aarup