Kan præster være Frimurere?

Den Danske Frimurerorden holdt pressemøde den 31/8 2003 i Stamhuset på Blegdamsvej. De fremmødte journalister fik en orientering om Ordenen og fik forevist lokaliteter, der sædvanligvis kun er tilgængelige for medlemmer. I de følgende dage kunne man i medierne opleve resultaterne af dette initativ. Som formentlig ventet videregav nogle af de brave journalister løst og fast om, hvad de havde hørt og set mens andre (bl.a. Kristeligt Dagblads udsendte medarbejder) foretrak at koncentrere sig om, hvad de ikke havde hørt og set.

Nogle læsere fik et indblik i en tankeverden, som gennem mere end 250 år har kunnet inspirere til tænkning om menneskelivets dybeste sammenhænge. Hvad man tilegner sig langsomt gennemen lang årrække, lader sig ikke forklare i detaljer på en times tid. Dette fremgik da også af de mere sobre referater. Andre foretrak i stedet at levere journalistiske gætterier om alt andet end det, der rent faktisk blev fortalt. Sådan er det!

Der er sider af Ordenens væsen, som enhver, der bliver medlem, får kendskab til efterhånden. Ordenen har egentlig ikke, som så mange gerne vil tro, noget at skjule, men frimureriet har i lighed med enhver anden organisation visse retningslinjer for sin virksomhed. "Kun for medlemmer" - sådan lyder den uskrevne overskrift over den almindelige mødevirksomhed og det burde der ikke være noget sensationelt i. "Foreningens" almindelige vedtægter er offentligt tilgængelige, men det kan vel ikke være urimeligt, at programmet for egentlige medlemsmøder er forbeholdt dem, der i kraft af deres medlemsskab er berettiget til at deltage.

Der blev i denne omgang gjort et stort nummer ud af, at et antal præster er medlemmer af Den Danske Frimurerorden. Det er en sag, der dukker op med jævne mellemrum. Der var en vældig debat om dette emne allerede i 1882, da professor Frederik Nielsen rettede et voldsomt angreb på frimureriet, hvis ceremonier han i øvrigt kun havde et overfladisk kendskab til. Men det var hans påstand, at en præst ikke bør engagere sig i noget, som ikke er fuldt tilgængeligt for offentligheden, da evangeliets forkyndelse skal være åben for enhver.

Det er så sandt, som det er sagt. Og der er da også adgang for alle, når evangeliet forkyndes. I kirkerne, vel at mærke. Det er jo det, kirkerne er beregnet til. Men der står ingen steder skrevet, at en præst ikke også må forkynde evangeliet i andre sammenhænge end i den offentlige gudstjeneste. Tvært imod! Ved min ordination i 1963 sagde biskoppen i ritualet bl.a.: "Så overdrager jeg dig nu det hellige præste- og prædikeembede med magt og myndighed til herefter som en ret Guds og Jesu Kristi tjener, at prædike Guds ord både hemmeligt og åbenbart".

At tale og prædike er en vigtig del af en præsts arbejde. Hemmeligt og åbenbart, som det hedder i ordinationsritualet. Åbenbart, som det sker ved en offentlig gudstjeneste. Hemmeligt, som det sker, når der ikke er adgang for alle og enhver, f.eks. ved en sygeseng eller på andre måder under fire øjne. Der er meget faste bestemmelser om, at en præst har absolut tavshedspligt, så der er i forvejen indbygget faste grænser for, hvad en præst skal stå offentligheden til regnskab for.
I øvrigt tør man vel stole på, som en af vore biskopper bemærkede for nylig, at præster selv forstår at skønne, når de benytter sig af den for enhvert menneske gældende ret til at være med i frivilligt arbejde. "Jeg går ud fra, at ingen præster kan gå med til noget, som strider mod præsteløftet." (Karsten Nissen, biskop i Viborg). En anden aktuel debattør undrer sig over, "at præster ikke har nok i Folkekirkens ritualer. Det må være et manglende religiøst engagement i Folkekirkens religiøse praksis, der får præster til at gå over åen efter vand." (Niels Thomsen, fhv. rektor, Præstehøjskolen).

Det er nu ikke utænkeligt, at en præst vil kunne hente andet og mere end vand i en frimurerloge. Og han vil også kunne bidrage væsentligt til, at en logeaften vedkender sig sin forankring i den kirke, som deltagerne er medlemmer af.

Som præst skal man udarbejde en prædiken til hver eneste gudstjeneste og tilsvarende skal der skrives taler til alle bryllupper og begravelser i ugens løb. Hvis nogen ikke ved det, så være det hermed sagt, at disse forberedelser kræver et ganske alvorligt og tidskrævende arbejde. Hvis en præst nøjes med at bestige prædikestolen og lade munden løbe et kvarters tid, ville indholdet blive derefter, men tilhørerne forventer med rette, at talen ikke blot er ord, men også har indhold. Det er vel lidt naivt at forestille sig, at en præst i sig har et uudtømmeligt depot af tanker, som det blot gælder om at bruge løs af, når en prædiken skal udarbejdes. En præstehjerne er som benzintanken på en bil. Bliver den ikke tanket op regelmæssigt, løber den tør og vil ikke kunne yde, hvad der forventes af den. Enhver præst kender dette problem og enhver præst forsøger at løse det. Hver på sin måde. Det er nødvendigt at hente inspiration og beskæftigelse med litteratur, kunst eller musik er kun nogle få af de muligheder, der findes. En anden fortræffelig inspirationskilde kan også være at arbejde med troens grundbegreber på en måde, som helt anderledes end kirkens måde at udtrykke sig på. Det kan give nye og fine indfaldsvinkler til budskabet, så at form og indhold ikke så let stivner. En sådan mulighed giver frimureriet (efter "det svenske system"), som det praktiseres i Danmark.

Frimureri er ikke noget entydigt begreb. Der er store forskelle fra land til land. I visse lande (navnlig i Sydeuropa) har frimureriet bevæget sig langt bort fra sit oprindelige fundament, der kan spores tilbage til arbejdet med de store katedralbyggerier i den tidlige middealder. Bygningsfolkene havde visse ydre skikke, der bl.a.tjente til at fastholde deres bevidsthed om, at de var medarbejdere på en bygning, der rejstes til Guds ære. Man fandt det af værdi at bevare nogle af disse skikke også efter at den store byggeperiode var afsluttet. Dette regnes for frimureriets oprindelse.
Der var en tid, hvor man ikke lagde den store vægt på sammenhængen mellem frimureri og kristendom. I de såkaldte humanitære frimurersystemer trådte denne tanke noget i baggrunden og derved tabtes en oprindelig sammenhæng, som imidlertid er bevaret i det svenske system, nemlig at kirkebyggere som en helt naturlig ting må gøre sig tanker om, hvad deres bygning skal bruges til. Disse tanker ersom nævnt frimureriets oprindelse.

Frimureriet er opstået på kristen grund og i Skandinavien er denne basis bevaret. I Sydeuropa gik det anderledes. Der opstod en gensidig mistro mellem loge og kirke. Den katolske kirke forbød frimureriet og frimurerne blev antikirkelige. I Italien opstod der hemmelige politiske loger, der i høj grad har medvirket til at skade frimureriets omdømme.

Da den store kirkebyggeperiode var kulmineret, antages bygningsfolkenes broderskaber at have levet videre og efterkommere af dem etablerede sig i 1717 i London som den første storloge. Alting tyder på, at denne i begyndelsen har været sin kristne oprindelse bevidst. Senere afsvækkedes dette i nogen grad og der begyndte en udvikling hen imod det, der nu om dage kaldes det humanitære frimureri. To faktorer var bestemmende for denne udvikling: imperialismen og deismen.

Fra England bredte det nyere frimureri sig ikke blot til de øvrige europæiske lande, men også til de lande rundt om på kloden, hvor England var i gang med at etablere sig som kolonimagt. I de oversøiske besiddelser opstod der et problem, som man ikke kendte i Europa. Blandt de mænd, som man tilbød optagelse i det broderlige fællesskab, var der nogle, som ikke var kristne, men tilhørte andre religioner. For sådanne mænd kunne det blive en anstødssten, at man traditionelt ved optagelsen aflagde et højtideligt løfte med hånden på Bibelen.

Hjemme i England var et andet problem dukket op. Det havde hidtil været en uskreven regel, at man som medlem af broderskabet tilhørte den etablerede kirke og så længe alle i landet tilhørte den samme kirke, behøvede dette ikke nogen nærmere definition. Men nu var nye trossamfund og kirkeafdelinger ved at blive til og man ønskede ikke, at dette skulle give anledning til splittelser mellem brødrene eller diskussioner i logerne. Da præsten James Anderson i1723 udarbejdede en vedtægt for alt engelsk frimureri, den såkaldte "Anderson's Constitution", indføjede han i denne en passus, som senere viste sig katastrofal for forståelsen af de frimureriske grundprincipper. Anderson har næppe selv anet uråd. For ham var det hovedsagen at forebygge uoverensstemmelser mellem kristne brødre af forskellige observanser. Dette gjorde han ved at indskærpe, at det fælles grundlag er "den religion, som alle mennesker er fælles om", underforstået at det kristne grundindhold, som alle eksisterende kirkesamfund trods gensidige forskelle er fælles om.

Andersons mening har utvivlsomt været at skabe et grundlag, hvor efter frimureriet kunne blive et grænseoverskridende broderskab. Det var hans hensigt at holde frimureriet fast på de fundamentale kristne værdier på en sådan måde, at disse ikke udviklede sig til stridsspørgsmål, når mænd af andre trosbekendelser, hverken i eller uden for England, skulle optages i broderskabet.

I begyndelsen af 1700-tallet var imidlertid en ejendommelig religiøs anskuelse under udvikling i England. "Deismen" kalder man dette system, der egentlig har sin oprindelse i et skrift fra 1624 af Edward Herber: "De veritate". Herbert opstiller fem hovedpunkter eller religiøse almenbegreber. Pkt. 1: Der findes et højeste væsen. Pkt. 2: Dette højeste væsen bør dyrkes og tilbedes. Pkt. 3: I denne gudsdyrkelse bør dyd og fromhed forenes. Pkt. 4: Menneskelige misgerninger må angres og sones. Pkt. 5: Der findes en løn og en straf efter dette liv. Sammenfattende karakteriseres deismen under tiden som "den naturlige religion".

En af deismens mest kendte penneførere hed Desaguliers. Han var frimurer og fik afgørende indflydelse på senere tiders fortolkning af Anderson's Constitution. Anderson har næppe forestillet sig, at hans tanker skulle tolkes i deistisk retning. Men det kan ikke overraske, at dette kunne ske, når hans formuleringer blev set gennem deistiske briller. Den positive og fast definerede kristendom, der havde vist sig at være en anstødssten, ikke mindst i kolonierne, når ikke-kristne ønskede optagelse, blev langsomt afbleget i deistisk retning. Efterhånden opstod i engelsk frimureri den praksis, at der ikke skulle fordres nogen kristentrosbekendelse af den, der skulle optages, men kun en erklæring om, at han anerkendte et højeste væsen. Hvis den pågældende ikke mente, at kunne aflægge et højtideligt løfte med hånden på den kristne Bibel, lod man ham i stedet bruge den bog, som han selv anså for at være hellig. F.eks. for en muslims vedkommende Koranen.
Deismens tanker vandt også indpas på det europæiske fastland. I nogen grad var de med til at præge den frimureriske udvikling gennem det meste af 1700-tallet. I meget forenklet form kendes den deistiske formulering fra denne periode: "Gud, dyd og udødelighed", der også kunne optræde i frimurerisk sammenhæng.

Allerede i løbet af 1700-tallet opstod der imidlertid i europæisk frimureri en reaktion mod den udvanding af den oprindelige kristne arv, som deismen repræsenterede. Et af resultaterne af denne reaktion var det svenske system, der efterhånden blev næsten enerådende i Skandinavien. Dette positivt kristne frimurersystem indførtes i Danmark i løbet af 1850'erne.

At grundtankerne i dette system er uforeneligt med deismen, turde med al ønskelig tydelighed fremgå af følgende citater fra Den danskeFrimurerordens "grundlov", "Fundamentalkonstitutionen" som den kaldes: "En fremmed søgende skal for at kunne foreslås til optagelse i Ordenen være døbt med den kristne dåb og bekende sig til den kristne tro." "En frimurerbroder bør i al sin færd vise ærefrygt for Guds i Den Hellige Skrift åbenbarede ord, som han flittigt bør læse.""En frimurerbroder bør altid have i sine tanker de hellige ord 'Alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem."En af mine forgængere i embedet som formand for Ordenens præster, sognepræst Sven Nielsen, blev engang af en kollega spurgt, hvordan han kunne være medlem af et samfund som Den Danske Frimurerorden. Han svarede: "Jo, ser du, bortset fra min interesse for og mit engagement i selve sagen nyder jeg det privilegium, at jeg altid kan få et par hundrede modne mænd, nøgterne mænd, intelligente og dygtige mænd til at være helt stille og lytte til, hvad jeg vil sige dem. Kan du det?"

At tale i logen er på mange måder beslægtet med at tale i kirken. Sproget er anderledes og de ydre rammer er meget anderledes, men grunden er den samme, den kristne tro. Og for en præst er det både sundt og inspirerende at bruge tankerne fra præstegerningen på en ny oganderledes måde. Der opstår en spændende vekselvirkning, idet man hele tiden opdager nye indfaldsvinkler. En tanke, opstået under enprædikenforberedelse, egner sig muligvis bedre tilbrug i logen. Eller omvendt. Man skal som præst ikke holde kirkeprædikener i en loge, ligeså lidt som man skal holde frimureriske taler fra sin prædikestol. Men de to "arbejdspladser" har grundsynet tilfælles og det gør ikke spor, hvis logens medlemmer kan høre på deres taler, at han er præst. Og det gør heller ikke noget, hvis de frimurere, der ofte sidder i kirken, kan høre"mellem linjerne", at præsten er frimurer. Det vil kun fremme forståelsen.

Kan en præst være frimurer? Her skal ikke tilbydes andet svar end det ovenfor antydede. Tilhængere af teorien om, at frimureri og kristendom ikke kan forenes, indbydes til at lede efter eksempler på kristelig vranglære!

Niels Aarup, September 2003